Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mener, at bøderne for at bruge illegal arbejdskraft har været for slappe. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

Minister om højere bødesmæk til firmaer: 'Vi lever ikke i Olsen Banden-Danmark længere'

9. dec 2019
Med finansloven for 2020 vil regeringen fordoble bødestraffen for virksomheder, der bruger illegal arbejdskraft. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye kalder det et opgør med en naiv mentalitet på det danske arbejdsmarked.

Hvis danske virksomheder bliver snuppet i at bruge illegal arbejdskraft, kan de fra næste år se frem til en straf, der er noget større, end tilfældet er i dag. 

Med sidste uges finanslovsaftale er regeringen og dens støttepartier nemlig blevet enige om at fordoble størrelsen på de bøder, som politiet stanger ud til firmaer, der har ansatte uden orden i papirerne.

LÆS OGSÅ: Nye tal: Rekordmange sigtelser for illegalt arbejde

I dag ligger bøderne på mellem 10.000 og 20.000 kroner for hver illegal arbejder, en virksomhed har ansat. 

Stramningen af bødereglerne kommer i kølvandet på, at A4 Arbejdsliv kunne fortælle, at antallet af sigtelser for illegal arbejdskraft allerede har nået rekordhøjder i år. Ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er de højere bødesatser et opgør med det, han kalder en naiv mentalitet på det danske arbejdsmarked. 

- Det er ingen hemmelighed, at jeg længe har været utilfreds med bødesatserne på det her område. Vi har set en række sager, hvor firmaer groft har udnyttet illegal arbejdskraft, og hvor de ansvarlige er sluppet alt for billigt, siger Mattias Tesfaye i et interview med A4 Arbejdsliv.

-  Vi tror, at vi lever i et Olsen Banden-Danmark, hvor svindlerne er nogle hyggelige typer, der går med bowlerhat, og smutter hjem kl 16.
Mattias Tesfaye, udlændinge- og integrationsminister (S)
- I mine øjne har det været sådan, at når myndighederne har fundet frem til de her virksomheder, så har de kun kunnet ramme dem med en gummihammer, og det er simpelthen ikke er godt nok, tilføjer ministeren. 

Lever ikke i Olsen Banden-Danmark

Inden han erstattede Venstres Inger Støjberg på posten som udlændinge- og integrationsminister, var Mattias Tesfaye socialdemokratisk ordfører for social dumping. Derudover har han også en fortid som murersvend på københavnske og aarhusianske byggepladser. 

Han beskriver selv, at han i løbet af den tid har været vidne til, at en hidtil 'uset kynisme' har sneget sig ind på danske arbejdsmarked – særligt i de brancher, hvor ufaglærte ansatte er flest. 

LÆS OGSÅ: Hundredvis af borgere døde under og kort efter ressource­forløb: 'Dybt forkasteligt'

- Der er nogle mennesker og virksomhedsejere, som kommer til Danmark med en arbejdsmarkedskultur, der harmonerer meget dårligt med den kultur, vi har i Danmark. En kultur, der jo bygger meget på tillid, og på en forventning om, at man som udgangspunkt gerne vil opføre sig ordentligt, siger Mattias Tesfaye.

- Og det vil de fleste heldigvis også, nævner han i samme åndedrag. 

- Men vi skal passe på, at vi ikke bliver for naive. Og jeg synes, at lovgivningen på det her område har været indrettet efter, at vi tror, at vi lever i et Olsen Banden-Danmark, hvor svindlerne er nogle hyggelige typer, der går med bowlerhat, og smutter hjem kl 16. 

Med den nye forhøjelse af bøderne vil regeringen gå efter at ramme de virksomheder, der ifølge Mattias Tesfaye spekulerer benhårdt i at bruge illegal arbejdskraft til hive flere penge ind på kontoen. 

Reglerne er dog også skruet sådan sammen, at virksomheder, der uforsætligt har illegale arbejdere på lønningslisten, kan slippe med en mindre bøde. 

- Alle kan lave fejl, og det kan virksomhederne også, og det skal vi huske på. Derfor synes jeg også, at det er rimeligt, at man får et rap over nallerne, hvis man kommer til at bryde reglerne, men jeg ser ingen grund til at straffe de virksomheder, som ellers har orden i billetterne, unødigt hårdt, siger Mattias Tesfaye. 

Arbejdsgivere bakker op 

Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ser man umiddelbart positivt på den varslede fordobling af bødestraffen for virksomheder, der spekulerer i at bruge illegal arbejdskraft.

- Vi synes, det er helt logisk, at man fra regeringens side sender et kraftigt signal til de her virksomheder om, at det de foretager sig, ikke er i orden, siger Erik Simonsen, underdirektør i DA.

Han roser også regeringen for at have fokus på, at den højere bødestraf ikke skal ramme virksomheder, der bryder reglerne uden at vide det. 

Ifølge Erik Simonsen kan det eksempelvis ske, hvis medarbejdernes opholds- eller arbejdstilladelse løber ud, mens de er ansat hos en arbejdsgiver, som derved kommer til at overtræde loven. 

- Vi har desværre set kedelige eksempler på firmaer, der har handlet i god tro, men som er blevet straffet med uforholdsmæssigt store bøder. Det virker som om, at regeringen har taget højde for, at det ikke skal ske, siger Erik Simonsen.   

Minister: Har nået rette niveau 

Selvom landets virksomhedsejere nu altså kan se frem til bødesmæk på 20.000-40.000 kroner for at bruge illegal arbejdskraft, slipper de alligevel noget billigere, end Socialdemokratiet lagde op til før valget. Her ville partiet nemlig tredoble bøderne, og samme toner lød fra Enhedslisten og SF.

Samtidig kunne Fagbladet 3F i foråret fortælle, at bøderne for at bruge illegal arbejdskraft i Tyskland var op til 185 gange højere end i Danmark, mens man i Norge og Sverige arbejder med en model, hvor bødestørrelsen er afhængig af, hvor mange penge virksomheden har tjent. 

Alligevel kalder udlændinge- og integrationsministeren de nye stramninger for 'lige præcis det, jeg havde drømt om'. 

- Jeg synes, at bøderne har nået et niveau, hvor vi med rette kan sige, at vi jager en skræk i livet på de virksomheder, der vil bryde reglerne. Så kan man altid vurdere, om bøderne skal justeres på sigt, men lige nu ser jeg ingen grund til at skrue yderligere op, siger Mattias Tesfaye. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her