Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kræver tættere opfølgning og styring af Arbejdstilsynet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Minister kræver strammere styring af Arbejdstilsynet: Manglede 60 tilsynsførende under fuld genåbning

25. jun 2020, 16:00
Et dokument sendt til Folketingets beskæftigelsesudvalg afslører, at der manglede 60 tilsynsførende under starten af den fulde genåbning af Arbejdstilsynet. Dokumentet viser også, at tilsynet har udført knap 4.000 tilsyn under coronanedlukning.

Da Arbejdstilsynet genåbnede den almindelig tilsynsindsats den 18. maj blev det meldt ud, at 200 tilsynsførende skulle på kontrol på landets arbejdspladser.

Men i starten af anden fase af genåbningen var kun omkring 140 tilsynsførende i gang igen.

LÆS OGSÅ: Rengøringsassistent død med covid-19: Gjorde rent på coronaafsnit

Det viser et dokument fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sendt til Folketingets beskæftigelsesudvalg.

Også i forbindelse med første genåbningsfase den 14. april var der et mismatch mellem det udmeldte antal tilsynsførende, der skulle tilbage i job, og så det faktiske antal, der reelt mødte op igen.

Beskæftigelsesministeriet havde fastlagt, at cirka 50 tilsynsførende skulle føre tilsyn fra den 14. april, men i praksis viste sig, at det dobbelte – 100 tilsynsførende – startede op igen i midten af april.

Det antal steg til 140 tilsynsførende den 17. maj. I denne periode havde tilsynsindsatsen fokus på forebyggelse af coronasmitte og alvorlige ulykker og klager.

De skæve tal får nu Peter Hummelgaard til at kræve tættere opfølgning og styring af Arbejdstilsynet, hvis tilsynet måtte lukke ned igen i forbindelse en eventuel anden bølge af coronapandemien.

Dokumentet viser også, at Arbejdstilsynet i perioden 13. marts til 8. juni har gennemført cirka 4.000 tilsyn og afgivet knap 1.300 reaktioner.

Omkring 70 af reaktionerne er givet til arbejdspladser, der ikke har haft styr på forebyggelse af coronasmitte.

Arbejdstilsynets fulde genåbning

Den 8. juni genåbnede Arbejdstilsynet stort set alle almindelige tilsynsaktiviteter. Det drejer sig om: 

  • Grundtilsyn, hvor der ses på væsentlige arbejdsmiljøproblemer som eksempelvis kemi, ergonomi og psykisk arbejdsmiljø. Det almindelige tilsyns - eller grundtilsyn - supplereres af tilsyn med forebyggelse af coronasmitte.
  • Det helhedsorienterede tilsyn (HOT) i bygge- og anlægsbranchen. Supplereres af tilsyn med forebyggelse af coronasmitte.
  • Tilsynsindsatsen gennemføres i alle såkaldte åbne brancher, herunder offshore, dog undtaget sundheds- og plejesektoren. Det vil sige, at hospitaler, hjemmepleje og plejehjem fortsat ikke vil få almindelige tilsyn.
  • I Sundheds- og plejesektoren gennemføres målrettede tilsyn med fokus på forebyggelse af ulykker og coronasmitte. Derudover vil der føres tilsyn ved alvorlige ulykker og klager.

    Kilde: Arbejdstilsynet