20210319165041269_1000
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ankommer til mødet, da det Udenrigspolitiske Nævn holder ekstraordinært møde i Fællessalen på Christiansborg. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Minister: Islamisk Stat har ikke forsøgt at bortføre danske børn

19. mar 2021, 17:14
Regeringen beskyldes for at forhale oplysninger om bortførte børn fra fangelejre i Syrien.

Der er ikke danske børn blandt dem, som er blevet forsøgt bortført i Syrien af den militante bevægelse Islamisk Stat for at blive trænet til terror.

Det oplyser forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.

- Vi har oplyst nævnet, at der ikke er danske børn, der har været udsat for bortførelsesforsøg. Når vi har at gøre med efterretningstjenesternes arbejde, så er der meget klare rammer for, hvad vi kan dele, siger hun.

Ekstra Bladet har afsløret, at Islamisk Stat har smuglet 30 børn ud fra lejrene al-Hol og al-Roj i Syrien. Der er 19 danske børn i lejrene.

Formålet er at træne dem til at begå terror i deres hjemlande. Det vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) ifølge avisen. De danske børn er i risiko for at blive bortført, vurderer FE ifølge avisen.

Regeringen beskyldes for at have forhalet oplysningerne for Folketinget.

Men efter et møde fredag i nævnet vil tre ministre end ikke svare på, om de har delt oplysninger med Folketinget eller ej.

- Vi har som tidligere regeringer fulgt den praksis, der findes på området, og regeringen ønsker kun et godt og tæt samarbejde med Folketinget. Jeg kan ikke gå ind i nærmere drøftelser. Det, der foregår i nævnet, er fortroligt.

- Jeg har sagt meget klart, at vi politisk ikke har besluttet at forholde nævnet nogen oplysninger, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Spørgsmål: Men er det sket alligevel?

- Vi har ikke forholdt nævnet nogle oplysninger, det er det, jeg kan kommentere her, siger Jeppe Kofod.

Fra både De Radikale, Venstre og Dansk Folkeparti lyder det efter mødet, at man ikke er blevet klogere på noget som helst i sagen.

Regeringens støttepartier, som tæller SF, Enhedslisten og De Radikale, vil have børnene til Danmark, så de ikke længere skal leve under kummerlige forhold i lejrene.

Men regeringen har gentagne gange sagt, at det ikke kommer til at ske. Begrundelsen er, at børnenes forældre har vendt Danmark ryggen ved at melde sig til Islamisk Stat.

På forhånd har De Radikale sagt, at sagen kan få konsekvenser for udenrigsministeren. Formand for nævnet Martin Lidegaard (R) udbeder sig betænkningstid efter mødet.

- Jeg må desværre sige, at jeg ikke er blevet klogere på, om der er hold i Ekstra Bladets historie. Det finder jeg stærkt utilfredsstillende.

- Det kommer vi til at forfølge på anden vis, og det kommer jeg til at diskutere med mine kolleger om, hvordan kan foregår og i hvilket format, siger han.

De mest følsomme oplysninger om efterretningstjenesters arbejde deles med Folketingets kontroludvalg. Men justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser at svare på, om det er sket i denne sag.

- Jeg kan simpelthen ikke kommentere de rygter, siger han.

Nævnets næstformand, Michael Aastrup Jensen (V), kalder sagen den "mest alvorlige nogensinde" i de år, han har været medlem.

Løsgænger Lars Løkke Rasmussen, som er medlem af nævnet, kalder situationen "absurd".

- Vi kan ikke få at vide, om oplysningerne i Ekstra Bladet er rigtige. Det er absurd teater, at der er nogle oplysninger i offentligheden, som vi ikke kan få at vide er rigtige eller ej.

- Nu er jeg kun mig selv, men hvis jeg var partileder, så ville jeg gå ind og banke i bordet i Statsministeriet for at få oplysningerne, siger Løkke, der har en fortid som statsminister og formand for Venstre, som han forlod i år.

/ritzau/