20210131150644269_1000
- Det er helt ubegribeligt, at der fortsat er danskere, der midt i denne coronakrise vælger at rejse på ferie. Til trods for at Udenrigsministeriet siden begyndelsen af januar har frarådet alle rejser til alle lande, skriver transportminister Benny Engelbrecht (S) på Facebook. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Minister skælder ud: 'Uansvarligt at rejse under corona'

31. jan 2021, 15:12
78 er smittet med covid-19 efter en rejse til ørkenstaten Dubai, hvor der har været tvivl om testkvalitet.

Det er "respektløst" og "hensynsløst" at rejse til udlandet under en verdensomspændende epidemi, hvor coronavirus fortsat hærger.

Det mener transportminister Benny Engelbrecht (S). Særligt har der været fokus på Dubai, hvor 78 danskere har fået konstateret covid-19 efter en rejse dertil.

- Det er helt ubegribeligt, at der fortsat er danskere, der midt i denne coronakrise vælger at rejse på ferie. Til trods for at Udenrigsministeriet siden begyndelsen af januar har frarådet alle rejser til alle lande, skriver han søndag på Facebook.

Det har vakt opsigt, at danskere - herunder sportsstjerner, kendte og folk, der er populære på de sociale medier - er rejst til Dubai.

En stor del af dem er blevet smittet med coronavirus efter en rejse dertil. Der har været rejst tvivl om kvaliteten af nogle af de test, som bliver brugt i ørkenstaten.

Regeringen har sendt en appel til de borgere, som vender hjem fra Dubai om at lade sig teste og holde sig i isolation i ti dage.

På tirsdag hastebehandles et lovforslag, som vil gøre isolation påkrævet ved indrejse til Danmark. Overtrædes isolationen, venter der en bøde.

Det er dog ikke ulovligt at rejse til udlandet på ferie eller forretningsrejse. Men det frarådes.

- De, der midt i denne coronakrise vælger en så egoistisk handling som at rejse på sol- eller skiferie, er en voldsom provokation mod alle dem, der fagligt, socialt og psykisk kæmper hver eneste dag for at komme igennem den her krise. Det er uansvarligt, skriver Engelbrecht.

Han påpeger, at sundhedspersonalet i månedsvis har kæmpet for at behandle folk, at børn savner deres venner, og at ældre er ensomme.

I forrige uge stoppede regeringen alle fly fra Dubai. Det har ifølge TV2 ført til, at mange danskere kommer hjem med tog via Hamborg i Tyskland.

En sydafrikansk mutation af coronavirus er kommet ind i Danmark fra Dubai. Den er siden også fundet hos indrejsende fra Tanzania.

Regeringen har torsdag forlænget nedlukningen i Danmark til 28. februar.

/ritzau/