Minister fordømmer fitnessvold

12. feb 2011
Det er uacceptabelt, at polakker, ansat i firma, der renoverede Fitness World, er blevet snydt og tævet, siger minister.

Polske arbejdere ansat i et firma, der har renoveret lokaler for Danmarks største fitnesskæde, Fitness World, er blevet snydt og fået tæsk.

Den slags er forkasteligt, fastslår Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i et svar til Folketinget.

"Arbejdere på det danske arbejdsmarked skal have ordentlige forhold. De forhold, der er beskrevet i artiklerne, er selvfølgelig helt uacceptable. Trusler om tæsk hører ikke til på danske arbejdspladser, og sådanne forhold må meldes til politiet", skriver ministeren.

Det er Enhedslistens Line Barfod, der har spurgt Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), hvad hun vil gøre ved, at udlændinge i Danmark får tæsk og bliver snydt af arbejdsgivere.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det sker på baggrund af Avisen.dk's afsløringer af underbetaling og trusler mod polske arbejdere, der har istandsat lokaler, der tilhører Fitness World.

Læs artiklen: Østarbejdere: Vi bliver truet med tæsk

EL: Arbejdstilsynet skal i sving

Men Line Barfod er ikke tilfreds med ministerens svar.

"Det er ikke nok at kritisere vold og snyd. Vi oplever stigende problemer med underbetaling og vold mod østarbejdere. Regeringen forstår tydeligvis ikke problemets omfang".