På trods af at departementschefen i Forsvarsministeriet har kendt til sagen om alvorligt regnskabsrod i Forsvarets Ejendomsstyrelse siden april, blev forsvarsminister Trine Bramsen (S) først orienteret om sagen i onsdags. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Forsvarsminister: Departementschef får tre dage til at forklare sig

6. dec 2019
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har givet sin departementschef få dage til at forklare sin egen og ministeriets rolle i skandalen om regnskabsrod i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har givet sin departementschef Thomas Ahrenkiel en arbejdsopgave med hjem i weekenden, skriver Altinget.

Hun har nemlig bedt sin nærmeste embedsmand redegøre for, hvorfor der angiveligt gik mere end syv måneder fra Rigsrevisionen orienterede departementschefen om det alvorlige regnskabsrod i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, til ministeren blev orienteret om sagen.

LÆS OGSÅ: Forsvarets styrelse løj i bestikkelsessag: 'Det er chokerende det her'

Ifølge Rigsrevisionen har både Forsvarets Interne Revision og Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse været bekendt med problemerne i ejendomsstyrelsen. Og det er ministeren opmærksom på.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Noget er sket med fuldt overlæg. Det skal straffes og anmeldes til politiet. Og så er der noget, der handler om, at nogen har haft ansvar for nogle processer. Det kan også være rigtig alvorligt, hvis ikke de har levet op til det ansvar, der har ligget i deres jobbeskrivelser, forklarer Trine Bramsen til Altinget og fortsætter:

Endelig er der dele af denne her sag, som handler om generelle fejl, hvor man har overset informationer, som er tilgået. Hele det puslespil er jeg ved at stykke sammen.

Tip fra whistleblower

Ifølge statsrevisorernes formand, Henrik Thorup, orienterede Rigsrevisionen departementschefen om sagen i april i år, da Rigsrevisionen fik en henvendelse fra en whistleblower.

Trine Bramsen selv blev først orienteret om sagen sent onsdag aften, efter at hun var kommet hjem fra Nato-topmødet i London og havde været i tv for at fortælle om resultaterne af topmødet.

LÆS OGSÅ: Anklaget for at være 'mafialeder': Stilladsformand vil lægge sag an mod Ole Birk Olesen

Dermed havde ministeren kendt til sagen i godt 15 timer, da Altinget torsdag kontaktede ministeriet for en kommentar til sagen, som Altinget var de første til at fortælle om.

36 timer efter at ministeren var blevet orienteret, offentliggjorde Rigsrevisionen en beretning om sagen, som fik statsrevisorerne til at udtale deres allerstærkeste kritik.