'Borgere, der ikke vil have gavn af en langsigtet indsats, skal ikke tvinges i ressourceforløb,' skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) blandt andet i forslaget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Minister: De ældste ledige skal undtages for ressourceforløb

17. sep 2020, 13:58
Ledige med seks år eller mindre til pensionsalderen skal kunne visiteres direkte til førtidspension eller fleksjob.

Med kun seks år til folkepensionen skal ældre ledige kunne undtages for ressourceforløb. Det foreslår Peter Hummelgaard (S) i et oplæg til politisk forhandling, som NB-Beskæftigelse har fået adgang til.

I stedet lægger ministeren op til, at de ældste ledige, der har svære sociale eller helbredsproblemer, skal kunne visiteres til førtidspension eller fleksjob uden den ofte langvarige afklaring i et ressourceforløb.

LÆS OGSÅ: Mikkeller-ejer om ny corona-mavepuster: 'Et hårdt slag i ansigtet'

Beskæftigelsesministeren skriver i forslaget, blandt andet:

'Borgere, der ikke vil have gavn af en langsigtet indsats, skal ikke tvinges i ressourceforløb.'

Det begrundes med, at borgere med under seks år til pensionsalderen ofte har et kortere arbejdsmarkedsperspektiv. Derfor skal de ikke i ressourceforløb, med 'mindre de selv ønsker det.'

Peter Hummelgaard bemærker i forslaget, at aldersgrænsen med de seks år til folkepension er den samme grænse, der er for at søge seniorpension. Folkepensionsalderen steg 1. juli til 66 år.

I juni måned var 651 ledige over 60 år i ressourceforløb i kommunerne. 19 af dem var over 65 år. Samlet udgjorde de plus 60-årige knap tre procent af alle på ressourceydelse.

Beskæftigelsesministeren foreslår derudover en 'indsatsgaranti', så den ledige får første aktiveringstilbud inden et halvt år i ressourceforløbet. Borgeren skal have ret til at få en ekstern lægelig vurdering af, om aktiveringen passer til den lediges helbredsmæssige situation.