Mindst ti dræbt i finsk skoledrama

23. sep 2008
Mindst ti blev dræbt og omkring 20 blev såret, da en 20årig pistolmand i dag gik amok på en finsk erhvervsskole.

Ifølge den finske avis Iltalehti har politiet endnu ikke fuldt overblik over situationen på erhvervsskolen i Kauhajoki, hvor der stadig ligger lig både indenfor og udenfor skolen.

Pistolmanden selv er blandt de dræbte. Han skød sig selv i hovedet som afslutning på dramaet, oplyser avisen.

De mange dræbte og sårede er lige nu ved at blive kørt til Tamperes universitetshospital til nærmere behandling. Tilstanden hos flere af de sårede er kritisk.

Kort efter skudepisoden var der frygt for, at gerningsmanden også havde gemt en bombe på skolen, og politiet valgte derfor at begynde at evakuere området omkring skolen, ligesom et butikscenter blev tømt for mennesker. Bombetruslen blev dog hurtigt afblæst.

Også en brand på skolen er nu slukket, efter brandvæsenet fik adgang til skolen. På det tidspunkt var flere bygninger i flammer, og hele området var indhyllet i røg.

Ifølge finske medier så menes en 20-årig elev på skolen at stå bag skyderiet. Han ankom i morges til skolen med en stor pose, hvori han gemte et kraftigt automatvåben, sort tøj og en skimaske – hans påklædning og udstyr, da han kort efter åbnede ild.

Gerningsmanden står muligvis bag en række voldelige videoer på internettet, hvor han poserer med våben. Den seneste film er mindre end en uge gammel.

Det lokale politi i Kauhajoki har nu overladt efterforskningen af episoden til Finlands rigspolitis kriminalafdeling.

/Newspaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her