Mindst 48 dræbt af bomber i Indien

30. okt 2008
I hvert fald 48 mennesker er blevet dræbt af en serie af bombeeksplosioner i staten Assam i den nordøstlige del af Indien.

Mindst 300 mennesker er blevet såret, og minimum 48 har ifølge AP mistet livet, i en serie af 11 eksplosioner i hovedstaden, Guwahati, i den indiske stat Assam.

Bomberne sprang inden for en time fra klokken 11 lokal tid. Udover Guwahati var der også eksplosioner i byerne Kokrajhar, Barpeta Road og Bongaigaon.

Ingen har endnu taget ansvar for bomberne, men det lokale politi mistænker oprørsgruppen Assams Befrielsesfront (Ulfa) for at stå bag. De lokale myndigheder har kæmpet med oprørsgrupper i området i årevis, skriver BBC.

Den første eksplosion ramte vicepolitimesterens kontor i Guwahati og dræbte seks mennesker.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Den næste dræbte fem ved en regeringsbygning i Ganeshguri, og yderligere fire blev dræbt i Panbazar i midten af Guwahati.

"Eksplosionen var så voldsom, at en fyldt bus blev brændt halvvejs ned, og vi trak mange sårede ud og sendte dem på hospitalet," sagde et øjenvidne i Guwahati, Pankaj Goswami, til Reuters.

Efter eksplosionerne angreb horder af vrede indere politiet i de ramte byer med stenkast. Snesevis af mennesker kom til skade i sammenstødene.

Politiinspektøren i Assam oplyser, at de fleste bomber var placeret i biler.

Efterforskningsledere i området føler sig sikre på, at terrorangrebet er Ulfas reaktion på den indiske regerings offensiv mod lokale oprørsgrupper.

"Ingen andre grupper kan stå bag så mange eksplosioner på en så koordineret måde," forklarer politimesteren i Assam, R. N. Mathur.

Assams Befrielsesfront begyndte deres oprør mod det de kalder kolonistyret fra Delhi i 1979 og kæmper for et uafhængigt Assam. Flere tusind mennesker er siden døde i voldshandlingerne.

Den indiske regering har forsøgt at forhandle med de forskellige oprørsgrupper, men forhandlingerne brød sammen i 2006. Indien har siden da været ramt af en lang række bombesprængninger. Senest blev 20 mennesker dræbt og over 100 såret i de nordøstlige byer Agartala og Impal.

 

-Newspaq

faktaboks