Mindst 400 dræbt ved jordskælv i Kina

14. apr 2010
Skælvet havde en styrke på 6,9 på richterskalaen og ramte et bjergområde i provinsen Qinghai. Et stort redningsarbejde er sat i gang af de kinesiske myndigheder. Blandt andet er redningsmandskab og soldater sendt til de ramte områder.

Mindst 300 mennesker har mistet livet og flere end 8000 er kvæstet ved et kraftigt jordskælv i Qinghai provinsen i det centrale Kina onsdag morgen. Mange huse, skoler og kontorbygninger er styrtet sammen, og der har været flere efterskælv. Et stort redningsarbejde er sat i gang af de kinesiske myndigheder. Blandt andet er redningsmandskab og soldater sendt til de ramte områder. Øjenvidner beretter om store materielle skader, men oplysningerne fra området var onsdag formiddag dansk tid stadig sparsomme. Antallet af omkomne og kvæstede er stadig hæftet med usikkerhed, da redningsmandskab endnu ikke har overblik over situationen, rapporterer det kinesiske nyhedsbureau Xinhua. Lokale embedsmænd forventer, at antallet af omkomne vil stige i løbet af dagen. Ifølge den lokale guvernør blev mange børn og studerende indespærret i de sammenstyrtede bygninger. Det samme gælder ansatte, som var på arbejde i offentlige bygninger. Kinesisk tv viste billeder af sammenstyrtede bygninger, og mennesker som gennemsøgte ruiner. Redningsmandskab var i gang med at redde personer ud af ødelagte bygninger. En lokal embedsmand fortæller, at cirka 85 procent af bygningerne omkring skælvets epicenter var styrtet sammen. Kinas indenrigsministerium har sendt 5000 telte, 50.000 frakker og 50.000 tæpper til området, oplyser Xinhua. USA's geologiske institut målte skælvet til 6,9 på richterskalaen. Kinas egne geologiske eksperter målte skælvet til 7,1 på samme skala. Skælvet ramte onsdag klokken 01.49 dansk tid, midt på formiddagen kinesisk tid. Skælvets epicenter var 500 kilometer sydvest for provinshovedstaden Xining, der ligger på de såkaldte Tibetanske Plateau. Regionen er bjergrig og tyndt befolket. Området rammes jævnligt af jordskælv. Onsdagens skælv er dog det kraftigste i provinsen siden 1976. Naboprovinsen Sichuan blev i maj 2008 ramt af et voldsomt jordskælv på 7,9 på richterskalaen. Her omkom cirka 87.000 mennesker og var det værste jordskælv i Kina siden 1990. Flere end fem millioner mennesker blev hjemløse, og de materiale ødelæggelser var omfattende. /ritzau/Reuters

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her