FINANSLOV: Mindre ferie til udsatte betaler skatterabat

27. nov 2013, 14:40
Statsbudgettet for 2014 vil blandt andet blive finansieret af 200 millioner kroner fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Medlemmer af fondens bestyrelse frygter, at det vil bringe udsatte familiers ferie i fare.

Det kan være slut med at få sand mellem tæerne for udsatte familier, der ikke selv har råd til at tage på ferie.

S-R-SF-regeringen er sammen med V og K blevet enige om at tage 200 millioner kroner fra Arbejdsmarkedets Feriefond for at finansiere statens budget for 2014. Det fremgår af gårsdagens finanslovsaftale.

Fonden uddeler ikke-hævede feriepenge til udsatte familier, så de kan få en uge i for eksempel sommerhus uden at betale for det.

Men fordi skiftende regeringer har brugt af feriefonden blandt andet for at få regnestykket til at gå op under de årlige finanslovsforhandlinger, er der ved at være tomt på kistebunden.

"Jeg er bekymret for fondens liv. Det ser dystert ud," siger Marie-Louise Knuppert, der er LO's repræsentant i fondens bestyrelse.

De 200 millioner skal blandt andet bruges til at afskaffe en emballageafgift, der generer erhvervslivet.

Færre penge til værdigt trængende

Tidligere kunne fonden bruge dens midler på både udsatte familier og projekter, der havde til formål at styrke beskæftigelsen og udviklingen i yderområder, men det har fonden været tvunget til at ændre.

"Fonden har brug for at tilpasse sin støttepolitik til den nye økonomiske situation blandt andet som følge af Folketingets beslutning om, at fonden skal medfinansiere den midlertidige arbejdsmarkedsydelse," skrev fonden på sin hjemmeside så sent som i oktober.

I 2012 gav Arbejdsmarkedets Feriefond tilsagn om støtte til ferieformål for 108,6 millioner. Heraf var 40,3 millioner til udsatte familier.

Nu frygter bestyrelsesmedlem Marie-Louise Knuppert fra LO, at fonden må spare på de svageste.

"Feriefonden er lovbaseret, så den kan ikke lukkes og slukkes. Men det kan være, at der ikke bliver penge til, at værdigt trængende familier, der har haft god gavn af de her ferieophold, kan få hjælp fremover," siger hun.

"Dine og mine penge"

Bestyrelsesmedlem Johnny Skovengaard, der repræsenterer 3F, ser også sort på fremtiden.

"Der bliver ingen penge at dele ud af. Det er ærgerligt, fordi det går ud over de svage, der får hjælp igennem for eksempel Mødrehjælpen og ASF Dansk Folkehjælp," siger han.

I 2012 blev 71 ikke-hævede millioner, der var optjent af danske lønmodtagere i 2010, overført til fonden.

"Det er dine og mine penge, så jeg er ikke glad for, at de bliver brugt til at finansiere finansloven," siger Marie-Louise Knuppert.

Marie Sonne, der også sidder i fondens bestyrelse som næstformand for Socialpædagogernes Landsforbund, er enig i kritikken.

S har ændret mening

I 2009 brugte V-K-O 450 millioner kroner af fondens formue for at få statens budget for 2010 til at hænge sammen.

Dengang sagde den daværende formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe, Carsten Hansen, sådan her til Politiken:

"Regeringen burde holde sig for god til at plukke lønmodtagernes penge i feriefonden, samtidig med at man kan finde 100 milliarder til bankerne og 16 milliarder til skattelettelser til de rigeste."

Avisen.dk har henvendt sig til Carsten Hansen, der i dag er minister for by, bolig og landdistrikter. Han vil ikke lade sig interviewe.

Ministerens særlige rådgiver oplyser, at valget af finansieringsformen er foregået i Finansministeriet, og derfor vil Carsten Hansen ikke kommentere finansieringen. Han vil heller ikke kommentere egne tidligere udtalelser.

Socialdemokratiets finansordfører Jesper Petersen skriver i en sms til Avisen.dk, at han "har for meget" og derfor ikke har tid til at kommentere sagen.