Lastbiler holder i kilometerlange køer på en nu lukket motorvej, der fører mod den britiske havneby Dover. En række europæiske lande har lukket for al trafik fra Storbritannien, efter at en ny og mere smitsom variant af coronavirus har bredt sig her. Foto: Niklas Halle''n/Ritzau Scanpix

Millioner af englændere står op til hårdere coronaregler

26. dec 2020, 05:31
Fra anden juledag er i alt 24 millioner englændere underlagt det højeste niveau af coronarestriktioner.

Millioner af englændere vågner anden juledag op til strengere coronarestriktioner. Det skriver BBC.

Det sker, når omkring seks millioner briter i det østlige og sydøstlige England går ind i det såkaldte "niveau 4" for at begrænse smittespredning.

Det er det højeste niveau i England og inkluderer restriktioner som for eksempel en ordre om at blive hjemme.

Dermed rammer de hårdeste restriktioner i England nu 24 millioner mennesker, hvilket svarer til 40 procent af landets befolkning.

"Niveau 4"-restriktionerne betyder også, at alle ikke-essentielle butikker samt frisører, svømmehaller og fitnesscentre skal holde lukket.

Fra anden juledag er de hårdere restriktioner også trådt i kraft på tværs af Skotlands fastland i tre uger.

Store dele af Storbritanniens befolkning lever for tiden under særdeles hårde tiltag. For eksempel er det ikke tilladt i London at mødes med andre husstande.

Storbritannien og særligt det sydlige England kæmper for tiden med at få en ny variant af coronavirus under kontrol. Britiske eksperter vurderer, at den er omkring 70 procent mere smitsom end den mere almindelige variant.

Det har ført til en hastigt voksende smittespredning, hvilket har fået premierminister Boris Johnson til at indføre strenge nedlukninger i London og resten af det sydøstlige England hen over julen.

Frygten for, at den nye coronavariant breder sig yderligere, har fået over 40 lande til at lukke deres grænser eller indføre restriktioner for rejsende fra Storbritannien.

Juledag passerede Storbritannien 70.000 coronarelaterede dødsfald, hvilket er det næsthøjeste antal døde i Europa. Kun Italien har i absolutte tal registreret flere med omkring 71.000 døde.

Med et indbygger tal på omkring 66 millioner har Storbritannien cirka 100 døde per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning har Danmark 19,5 døde per 100.000 indbyggere.

/ritzau/