I flere år har boligejere kunnet modtage håndværkerfradrag stort set uden at blive tjekket, om de reelt havde ret til det.

Det skriver erhvervsmediet Finans, som har set nærmere på boligjobordningen, der blev indført i 2011.

Ordningen har været populær blandt boligejerne, fordi den i visse tilfælde har kunnet give dem en rabat i deres håndværkerudgift.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Ifølge Finans har boligejerne over de seneste otte år fået en samlet rabat på 8,9 milliarder kroner lige ned i lommen som følge af deres indberetninger i boligjobordningen.

Milliarderne er imidlertid blevet udbetalt stort set uden nogen form for kontrol for snyd eller fejl, selv om myndighederne i en stikprøve tidligere har fundet ud af, at hvert tiende fradrag ikke skulle være givet, skriver Finans.

Hos revisorernes brancheforening, FSR, vurderer direktør Tom Vile Jensen, at underbemanding i Skattestyrelsen, som de seneste år har haft ansvaret for kontrollen med fradragene i boligjobordningen, kan være en forklaring på den svigtende kontrol.

- Det skyldes blandt andet, at myndighederne ikke har haft synderligt mange ressourcer til kontrol.

- Det skyldes også, at vi generelt i de senere år har oplevet en "går-den-så-går-den"-holdning hos befolkningen, siger han til Ritzau.

Tom Vile Jensen peger også på, at systemet med at bede om fradrag for sin håndværkerudgift er nemt at bruge. Det kan ligeledes have spillet ind.

- Det er et meget nemt system at bruge, og det er meget nemt at få penge udbetalt. Når der så ikke er nogen kontrol, så frister det nogle svage sjæle til at udnytte systemet endnu mere, siger han.

Til Finans fortæller skatteminister Morten Bødskov (S), at hvis kontrollen af boligjobordningen ikke har været god nok, så er det "hans klare forventning, at Skattestyrelsen strammer grebet og får styr på området".

- Samtidig er der generelt et behov for, at vi styrker skattekontrollen i Danmark, fordi den tidligere regering ikke prioriterede området i tilstrækkelig grad.

- Regeringen ønsker at styrke skattekontrollen markant på en række områder, og det kommer vi til at gøre. Det her er et kerneområde for denne regering, siger Morgen Bødskov til Finans.

/ritzau/