Retsmødet om, hvorvidt rigmanden Tom Hagen skal varetægtsfængsles, holdes for lukkede døre. Foto: Ntb Scanpix/Reuters/Ritzau Scanpix

Milliardær kræves fængslet for drab

29. apr 2020, 13:45
Tom Hagen er sigtet for drab eller medvirken til drab på sin kone. Han kræves onsdag varetægtsfængslet.

Det bliver umiddelbart ikke muligt for offentligheden at få meget mere at vide om sagen om den forsvundne milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen onsdag.

For retsmødet om, hvorvidt rigmanden Tom Hagen skal varetægtsfængsles, holdes for lukkede døre.

Det har Nedre Romerike tingrett afgjort, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Tom Hagen sigtes for at have dræbt eller medvirket til at have dræbt sin kone, Anne-Elisabeth Hagen, der har været forsvundet i halvandet år.

I onsdagens retsmøde, der begyndte klokken 12, skal en dommer tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles.

Anklageren kræver, at han bliver fængslet i foreløbigt fire uger. Hagens forsvarsadvokat, Svein Holden, vil derimod kræve ham løsladt.

Forud for retsmødet fortalte Holden, at Tom Hagen fastholder, at han er uskyldig. Desuden er advokaten ikke imponeret, efter at han har fået indblik i sagens dokumenter.

- Ja, hvad skal jeg sige. Man må jo være ærlig, og efter min opfattelse er dette et særdeles spinkelt grundlag for at anholde, sagde Holden ifølge NTB.

- Jeg forventer, at tingretten kommer til at løslade ham, sagde han videre.

Tom Hagen blev anholdt tirsdag morgen, da han var på vej til arbejde. Det skete efter halvandet års efterforskning af Anne-Elisabeth Hagens forsvinden 31. oktober 2018.

I begyndelsen lød det, at hun muligvis var blevet kidnappet, men tirsdag fortalte politiet, at det vurderer, at kravene om løsepenge i sagen fungerede som røgslør for den egentlige forbrydelse.

Siden sommeren 2019 har politiet i Norge arbejdet ud fra en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt.

/ritzau/