Mikrolån til ledige er en god idé, men...

6. maj 2012
Mikrolån er utvivlsomt en god idé. Men det knækker ikke ledighedskurven, siger ekspert.

Frisørsalon, hundelufter eller rengøringsvirksomhed.

Fra næste år kan københavnske kontanthjælpsmodtagere med de rette evner og en god forretningsidé i baglommen søge mikrolån på op til 50.000 kroner til at starte virksomheden op for.

Idéen er hentet fra et to-årigt forsøgsprojekt i Aarhus og får en positiv modtagelse af lektor Thomas Bredegaard fra Aalborg Universitet. Han  forsker i aktivering kontanthjælpsmodtagere.

”Det er utvivlsomt en god idé. Det bliver ikke det, der knækker ledighedskurvene, men vi står i en situation, hvor alle instrumenter må tages i brug. Og det her er et nyt instrument,” siger Thomas Bredgaard.

Begrænset potentiale

For at få mikrolån, skal personen have personlige kompetencer, der taler for, at de kan blive selvforsørgende. Derudover skal de komme med en bæredygtig forretningsidé.

I Københavns Kommune regner man med, at mellem 10 og 20 borgere vil få del i det samlede beløb på 700.000 kroner, der er afsat til mikrolån.

Potentialet for sådanne ordninger er begrænset på grund af de krav, der stilles for til mikrolånerne.

"Du får hjælp, rådgivning og noget økonomisk assistance. Men jeg tvivler på, at der vil være en stor målgruppe, af kontanthjælpsmodtagere, der kan leve op til de her betingelser,” siger Thomas Bredgaard.

Det samme siger socialforsker Finn Kenneth Hansen, CASA.

”Det er svært at finde personer, der er egnede. Det er ikke en hvilken som helt kontanthjælps-modtager, man kan give et mikrolån i hånden og regne med, at de gennemfører. Det er en ret kompliceret sag at iværksætte sig som selvstændig,” siger Finn Kenneth Hansen.

En udfordring

De første seks måneder af opstartsfasen kan mikrolånere, der starter selvstændig virksomhed, ifølge 'Lov om aktiv socialpolitik' få et tilskud til forsørgelse.

Ydelsen ligger cirka på 8.000-16.000 kroner om måneden afhængig af alder, børn og bopæl.

Men seks måneder er ikke langt tid, når man taler om at stable en levedygtig virksomhed på benene, siger Steen Rehoff Larsen.

”Statistisk tager almindelige opstarter to-tre år, før personen bliver fuldstændigt selvforsørgende. Vi tager nogle, der er socialt udsatte og forventer, at de kan gøre det på seks måneder," siger Steen Rehoff Larsen.

”En af de store udfordringer er, at lovgivningen ikke åbner op for, at man kan opstartet og drive selvstændig virksomhed mere end seks måneder, samtidig med, at man får en større eller mindre forsørgelse,” siger han.