Mikael Andersen har skraldet i syv år. Efter seks et halvt år kom Fødevarestyrelsen og gav ham en bøde. Foto: Privat

Mikael giver gratis mad til trængte: Nu straffes han med bøde på 20.000 kr.

6. maj 2020, 17:58
Det er ulovligt i Danmark at dele gratis mad ud. Det fandt Mikael Andersen, der er skralder, ud af i oktober, da Fødevarestyrelsen bankede på hans dør.

Flere tons mad har Mikael Andersen hevet op fra supermarkedernes containere i Aarhus gennem de seneste syv år. Maden har han så givet videre via opslag på Facebook til trængte danskere.

Men det må han ikke længere. Den 30. oktober bankede Fødevarestyrelsen på hans dør:

- De havde fået en anmeldelse om, at jeg gav maden videre og brugt de sociale medier til markedsføring. Og det måtte jeg ikke. Derfor fik jeg i første omgang en bøde på 10.000 kroner. Det er jeg både ked af og træt af, fortæller han til A4 Nu.

LÆS OGSÅ: Advarer danskere: Penge på sommerferie kan være tabt

Der findes en del regler for opbevaring af fødevarer, hvis man er fødevarevirksomhed. Madvarer skal eksempelvis opbevares ved den rette temperatur, og de skal kunne spores tilbage til leverandøren. Men skraldning bliver ikke betragtet som madvarer. På Fødevarestyrelsens hjemmeside står der:

"Mad, der ligger i butikkernes contai​nere, er affald, og madaffald må ikke gives til andre som fødevare". 

Kaffe som Mikael Andersen har reddet fra at blive til skrald.

Det vidste Mikeal Andersen godt, men han troede, at myndighederne ville se gennem fingrene med det, så længe han ikke tjente penge på varerne. 

Ved besøget satte Fødevarestyrelsen et stykke tape henover hans kummefryser, og han fik besked på at stoppe med at dele mad ud.

- Jeg har ingen mulighed for at sige, hvor længe varerne har ligget i containeren. Men jeg er aldrig blevet syg af noget af det mad, som jeg har skraldet, og det er der heller ikke andre, der er. Jeg har en fortid som skibskok, så jeg ved, hvad jeg skal kigge efter. Og jeg tager aldrig mad, jeg kan se er dårligt. Desuden følger jeg med på Fødevarestyrelsens app, om der er varer, der er blevet tilbagekaldt.

 Var lykkelig

Idéen med at skralde startede i 2013, fordi den 44-årige kontanthjælpsmodtager havde fået en stor dyrlægeregning. Så tænkte han, at han kunne spare lidt, hvis han kunne finde lidt rugbrød i supermarkedernes containerne. Han havde nemlig set på sociale medier, at det var der flere, der havde held med.

- Så tog jeg afsted på min tuk-tuk (en knallert med lad red.) og havde en kæmpe fangst. Jeg fandt så meget rugbrød, at jeg kunne fylde en hel kummefryser. Jeg var ovenud lykkeligt.

Mikael Andersen kører rundt og skralder på sin knallert.

De følgende par dage fortsatte Mikael Andersen og fandt både kød, frugt og grønt. Enkelte dage kunne han finde op til et helt ton mad, som blev fragtet hjem i ladet på hans tuk-tuk.

Der er nogle, der er gået grædende herfra. Så ved man, at det er, fordi de har haft brug for varerne.
Mikael Andersen, skralder

- Det var vanvittigt. Jeg kunne umuligt spise et ton mad, så jeg lagde jeg det på ”gratis sider” på Facebook og skrev, at folk bare kunne komme og hente det hos mig. Der gik ikke særligt lang tid, så glødede min telefon.

På kontanthjælp

Siden har han haft mange besøgende, som tæller både pensionister og børnefamilie.

- En del er lavtlønnede og kontanthjælpsmodtagere. Der er nogle, der er gået grædende herfra. Så ved man, at det er, fordi de har haft brug for varerne.

Men nu er det slut med at skabe glæde for Mikael Andersen. Efter Fødevarestyrelsens besøg i oktober fortsatte han med at lægge gratis mad op på Facebook. Og så fik han endnu en bøde på 10.000 kroner. Men Fødevarestyrelsen skal ikke forvente, at Mikael betaler de 20.000 foreløbigt.

Kasser med soyamælk, som Mikael har givet videre.  

- De kan give mig så mange bøder, de vil. Jeg er på kontanthjælp, og jeg har ikke råd til at betale dem.

LÆS OGSÅ: Inger Støjberg raser: "Fuldstændig galt"

Hvis det skal lykkes Mikael Andersen at fortsætte med at skralde, skal han have et lokale, der er godkendt til opbevaring af fødevarer:

- Så hvis der sidder en derude med et lokal i Aarhus, så hører jeg meget gerne fra dem. Jeg har allerede lavet en aftale med Salling Group (dagligvarekoncern, der blandt andet driver Netto, Føtex og Bilka red.) om, at de gerne vil donere mad, der alligevel skulle smides ud. Det er min drøm at få en social økonomisk virksomhed.

Han finder ofte også frugt og grønt.