20210211152927187_1000
- Vi hænger stadig fast i pandemiens smertefulde greb og dens tydelige sociale og økonomiske følger. Men der er - endelig - lys for enden af tunnellen, siger EU-økonomikommissær Paolo Gentiloni. Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix

Midt i corona-mørket: EU spejder lys for enden af tunnelen

11. feb 2021, 16:07
På tre måneder er prognosen for 2022 blevet noget bedre: EU vil nå niveau fra før krisen tidligere end ventet.

Det ser stadig sort ud for økonomierne. Men prognosen for næste år ser nu betydeligt bedre ud ifølge EU-Kommissionens seneste opgørelse torsdag.

Den siger, at økonomierne næste år vil nå et niveau som før krisen. Og det er tidligere end ventet, når man sammenligner med efterårsprognosen, der kom for tre måneder siden.

Det skyldes, at man nu forventer en vækst i bruttonationalproduktet (bnp) på 3,8 procent både i år og næste år i eurozonen. For hele EU er væksttallene henholdsvis 3,7 procent og 3,9 procent.

Bruttonationalproduktet udtrykker størrelsen på økonomien i et land eller område.

I sin efterårsprognose havde EU-Kommissionen spået en vækst i eurozonen på 3,0 procent i 2022.

- Vi hænger stadig fast i pandemiens smertefulde greb og dens tydelige sociale og økonomiske følger. Men endelig er der lys for enden af tunnelen, siger EU's økonomikommissær, Paolo Gentiloni.

Prognosen tager ikke højde for effekter af den enorme genopretningsfond, som EU-landene har aftalt på 750 milliarder euro. Altså 5580 milliarder danske kroner.

De første midler fra den pulje kommer formentlig tidligst i brug fra sommer.

Det skyldes, at medlemslandene endnu ikke har indsendt deres planer for, hvordan de skal anvendes. Herefter skal EU-Kommissionen bruge nogle måneder på at vurdere dem. Det sker i løbende dialog med landene.

Desuden skal medlemslandenes parlamenter godkende finansieringen af EU's samlede budget, som genopretningen er knyttet til.

Estimaterne i vinterprognosen udsendt torsdag er fortsat meget usikre, understreger EU-Kommissionen. Men den er dog mere "balanceret" end i efteråret, hvor usikkerheden var større.

Når det er svært at spå om væksten, skyldes det hovedsageligt pandemien og uvished om vaccinationsprogrammerne.

Der ventes betydelige forskelle mellem landene. For Frankrig er forventningen til 2022 skruet markant op fra 3,1 procent i efterårsprognosen til 4,4 procent.

For Italien er det omvendt. Der ventes væksten næste år 0,7 procentpoint lavere end for blot tre måneder siden.

/ritzau/