Der er omkring 64.500 børn i Danmark, der lever under den relative fattigdomsgrænse. Nu hives 6.100 af disse børn op over grænsen.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det sker, når de fra 1. januar 2020 får det midlertidige skattefri beløb til børnefamilier, som regeringen vil indføre med støtte fra SF, De Radikale og Enhedslisten.

LÆS OGSÅ: Fagforbund presser Mette F.: Hvorfor skal vi have verdens højeste pensionsalder?

Ifølge et nyt svar fra Beskæftigelsesministeriet skønnes det nemlig ”med nogen usikkerhed”, at det midlertidige børnetilskud vil mindske antallet af fattige børn med omkring 6.100 børn. Tilskuddet vil i alt komme 27.900 børn til gode.

Beregningerne er lavet ud fra Danmarks Statistiks indikator for ”relativ fattigdom”, da Danmark ikke har en officiel fattigdomsgrænse.

De 6.100 børn svarer til knap ti procent af alle de børn, man i dag siger bor i relativt fattige familier. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der var 64.500 relativt fattige børn i 2017.

Hos Mødrehjælpen er direktør Ninna Thomsen glad for, at 27.900 børn får en økonomisk håndsrækning, selvom langt fra alle kommer over grænsen:

- Det kommer jo slet ikke alle fattige børn til gode, det er kun en midlertidig løsning. Vi venter på den varige løsning, som bliver helt central, siger Ninna Thomsen.

“Den varige løsning” er regeringens plan om en ydelseskommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan overførselsindkomster som integrationsydelsen og kontanthjælp skal indrettes fremover. Det er de to ydelser, som ifølge kritikere skaber flest fattige børn.

Kommissionen er ikke nedsat endnu, men det er planen, at den senest om et år skal komme med sine anbefalinger.

- Vores klare holdning er, at man fra dag ét skulle have fundet en løsning for de fattige børn. På den måde er vi skuffede i forhold til, at det ikke er lykkedes at finde fodslag eller økonomi til at finde en løsning for alle. Men hvis glasset skal være halvfuldt, så er det en klar forbedring, at vi har fået en regering, der tager problemet med fattige familier alvorligt, siger Ninna Thomsen.

Hos regeringens støtteparti SF, der er med i aftalen om det midlertidige tilskud til fattige familier, er man tilfreds, siger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge:

- Vi er glad for hver enkelt redningskrans, der bliver kastet ud til fattige børn. Vi har haft forskellige tal på bordet, men vi er tilfreds med, at det er 6.100 børn. Men der er selvfølgelig rigtig mange flere fattige børn, der har brug for hjælp, så der er lang vej endnu.

Er aftalen så god nok?

- Den er god nok, men den er ikke fyldestgørende. Den matcher ikke udfordringernes omfang. I SF finder vi os ikke i fattigdom, og vi vil have kontanthjælpsloftet fjernet, siger Karsten Hønge.

Det er ydelseskommissionen, der primært skal løse den opgave, siger han.

- Den skal jo se på alle ydelser under et – hvordan ydelserne spiller sammen med andre problematikker, så den venter vi spændt på, siger Karsten Hønge.

Pengene til det midlertidige tilskud kommer fra såkaldt ”udisponerede reserver” på finansloven for i år og som en del af finansloven for 2020. De årlige udgifter bliver på cirka 250 millioner kroner.

Aftalen om det midlertidige børnetilskud blev indgået for en måned siden som et af de første resultater under den nye S-regering. Lovforslaget er pt. i høring.