Michael Christiansen ny formand for DRs bestyrelse

4. nov 2008
DRs bestyrelse har fået ny formand. Det er den tidligere chef for Det Kongelige Teater, Michael Christiansen.

DR's bestyrelse har fungeret med en midlertidig formand, chefredaktør Torben Dalby Larsen, siden den tidligere formand, Mogens Munk Rasmussen, blev fyret i sommer på grund af byggeskandalen i DR Byen.

Men det er slut nu. Kulturminister Carina Christensen (K) har udpeget Michael Christiansen som ny formand. Tidligere var han chef for Det kongelige Teater og departementchef og direktør for DJØF.

Michael Christiansen, der er uddannet jurist ved Københavns Universitet, skal nu se, om han kan rydde op i rodet efter byggeskandalen i DR Byen, der endte med at koste mange milliarder mere, end den var budgetteret til.

Kulturministeren har endnu ikke udpeget en næstformand.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Socialdemokraternes kultur- og medieordfører Mogens Jensen hilser valget af den nye formand velkommen. Ifølge ham, bliver en af formandens første opgaver at tilbageføre de forringelser af DR's programflade, som har været en konsekvens af det alt for dyre byggeri.

Han opfordrer samtidig kulturministeren til at udpege næstformanden blandt oppositionens medlemmer i bestyrelsen.

"Det har været sædvane, at i brede medieforlig besætter regeringspartierne formandsposten og oppositionen næstformandsposten i bestyrelsen for at sikre den politiske bredde i DR's formandsskab. Det regner jeg med kulturministeren vil respektere. Ellers er det ren blokpolitik og til skade for arbejdet i bestyrelsen og medieforligskredsen," siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

-Newspaq

faktaboks