Mettes omstridte reform er nu virkelighed

19. dec 2012, 13:51
Efter en ualmindeligt langstrakt debat blev reformen af fleksjob og førtidspension her til eftermiddag vedtaget i en fart.

89 folkevalgte har netop stemt den omstridte reform af fleksjob og førtidspension igennem Folketinget.

Kun medlemmerne af Enhedslisten og Dansk Folkeparti valgte at stemme imod.

Som den eneste valgte Finn Sørensen (EL) at indtage talerstolen kort inden afstemningen.

Her dundrede han mod forligspartierne og i særdeleshed mod beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

"Vores vurdering er, at flere tusind danskere nu vil blive henvist til at leve på kontanthjælp eller ledighedsydelse," lagde han ud.

Enhedslisten er især fokuseret på den del af reformen, som rammer fleksjobbere.

Finn Sørensen gjorde klart, at reformen bliver hårdt kritiseret af både handicaporganisationer og fagforeninger.

"Jeg har flere gange forsøgt at få oplyst, om der nogensinde tidligere har været et så forhadt lovforslag. Det har jeg endnu ikke kunnet få svar på," sagde han.

Hjerter af sten

Enhedslisten har under behandlingen forsøgt at få flere ændringer ind i reformen, men uden held.

Bl.a. har partiet forsøgt at give fleksjobbere ret til at få ansættelsesbevis og til at have en bisidder med fra fagforeningen, når fleksjobbere forhandler løn med deres nye arbejdsgiver.

"Nu slås det fast, at jo mere handicappet du er, jo mindre skal du have i løn," lød det videre fra Finn Sørensen.

Han sluttede med at appellerer til samvittigheden hos medlemmerne af Venstre, Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Konservative og Liberal Alliance, som står bag reformen.

"Jeg håber I inderst inde, er bare en lille smule i tvivl. Det kan ikke passe I har hjerter af sten," sagde Finn Sørensen.

Mette Frederiksen: En stor dag

Beskæftigelsesministeren er anderledes glad for sin reform.

I en pressemeddelelse hylder hun dagens vedtagelse med ordene: Det er "en stor dag og begyndelsen på et helt nyt kapitel".

Mette Frederiksen siger videre, at reformen sikrer, at flere får hjælp til at leve et aktivt liv.

"Drivkraften er en mere bæredygtig fleksjobordning, hvor vi giver de største tilskud til dem, der er lavest lønnede, og dem, der kan arbejde så lidt, at de i dag reelt er udelukket fra fleksjobordningen," siger Mette Frederiksen.

Læs Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse om reformen og dens indhold her.

Reformen træder i kraft 1. januar 2013.

(Denne artikel er opdateret klokken 15:25)