Mettes egne tal: 5.700 syge ender i fattigdom

9. mar 2012
Mette Frederiksens reform vil koste tusindvis af ledige fleksjobbere 5.000 kroner om måneden. Katastrofalt, mener fleksjobberne.

Regeringens forslag til reform af blandt andet fleksjob vil gøre mange ledige fleksjobbere meget fattigere.

Helt præcist vil 5.700 fleksjobbere gå ledige i over to år og dermed ramme det nye to års-loft for dagpenge. Det betyder, at de ender på den nyopfundne lave sats, der er 5.100 kroner under den høje.

Det viser beregninger, som Beskæftigelsesministeriet selv har lavet i forbindelse med reformen.

Katastrofe for fleksjobbere

Hos Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere (LAFS) er formand Hans Dankert rystet.

"De tal er jo katastrofale. Det vil betyde en katastrofal nedgang i de ledige fleksjobberes muligheder for et normalt liv," siger han.

Fleksjobbere, der går ledige i mere end to år, skal ifølge Mette Frederiksens forslag klare sig for kun 10.200 kroner om måneden før skat.

"Det er så lav en ydelse, at det vil gøre det meget svært for folk, der sidder med hus eller lejlighed at beholde det," siger Hans Dankert.

Hos Enhedslisten afviser handicapordfører Stine Brix regeringens model.

"De her tal viser med al ønskelig tydelighed, at regeringen godt ved, at en væsentlig gruppe vil ende på en væsentligt lavere ydelse end i dag.  Vi er ikke med på at hente de penge, der mangler i statskassen fra de allerfattigste," siger hun.

Venstre afventende

Hos en anden af regeringens mulige forligspartnere, Venstre, vil arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs høre nærmere om regeringens planer inden hun tager stilling.

"Forhandlingerne er jo ikke rigtigt gået igang endnu. Men det er selvfølgelig noget, vi vil spørge ind til," siger hun.

Samtidig understreger hun, at selvom Venstre gerne går til møder og forhandler, så kan man ikke lukke en aftale uden at kende den samlede økonomiske plan frem mod 2020.

Ender på førtidspension

Mens regeringen forventer, at 5.700 årligt vil blive berørt af tidsbegrænsningen på to år, så forventer de kun, at i gennemsnit 3.100 vil leve på den lavere ydelse hele året.

Det skyldes blandt andet at 40 procent af de langtidsledige fleksjobbere forventes at ende på førtidspension.

Selvom det betyder, at en del af de ledige fleksjobbere slipper for den meget lave ydelse, vækker det ikke glæde hos Hans Dankert fra LAFS.

"Hele reformen blev lanceret på, at flere skulle blive en del af fællesskabet. Nu får vi så en ordning, der skubber folk ud, der i dag stadig har en mulighed for at komme i arbejde," siger han.

Trods talrige henvendelser den sidste uge, har det ikke været muligt at få en kommentar fra Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

faktaboks

Det er så lav en ydelse, at det vil gøre det meget svært for folk, der sidder med hus eller lejlighed at beholde det

Hans Dankert
formand, Fleks- og skånejobbere