Mette Frederiksen om USA-uro: Forfærdende

6. jan 2021, 22:36
Både stats- og udenrigsministeren er chokerede over scenerne, der onsdag aften udspiller sig i Washington D.C.

Onsdag aften dansk tid er demonstranter, der støtter den siddende amerikanske præsident, Donald Trump, trængt ind i Kongressen i USA.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder det "forfærdende".

- Ekstremisme, vold, polarisering og kaos er aldrig vejen frem. Forfærdende billeder fra Washington. Må demokratiet bringes til at virke igen, siger hun i en kommentar på Statsministeriets Twitter-profil.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), finder også udviklingen stærkt bekymrende.

- Jeg synes, det er dybt chokerende og bekymrende. Det hører ingen steder hjemme, man angriber et folkevalgt parlament. Det er simpelthen skræmmende.

- Jeg stiller mig bag alle de stemmer – senest Joe Biden – der appellerer til at tage afstand fra den form for vold og bølleaktivitet. Jeg håber virkelig, at de får styr på det, siger han.

Han kalder de mennesker, som onsdag er trængt ind i Kongressen, for "demokratiets fjender" og opfordrer den amerikanske præsident til at se sit valgnederlag i øjnene.

- Det er vigtigt, at han også erkender, at valget er afholdt og tabt for hans vedkommende. Og at han bidrager konstruktivt til overgangen til en ny administration og en ny præsident 20. januar.

- Det er ikke blevet mindre vigtigt i lyset af de billeder, vi har set her til aften, siger Jeppe Kofod.

Uroen er udbrudt, samtidig med at Kongressen formelt skulle godkende resultatet af præsidentvalget.

Vicepræsident Mike Pence blev ifølge Reuters eskorteret væk fra Senatet, og medlemmer af Kongressen blev bedt om at evakuere sig.

Mette Frederiksen og Jeppe Kofod er ikke de eneste politikere, som onsdag aften tager afstand fra det, som udspiller sig i den amerikanske forbundshovedstad.

Jakob Ellemann-Jensen (V) skriver fra sin Twitter-profil, at billederne fra USA er dybt foruroligende.

- Det er en påmindelse om, at vi aldrig kan tage noget for givet. Heller ikke demokratiet. Ser frem til, at Joe Biden bliver indsat som ny præsident, fortsætter Venstres formand.

De Konservatives formand og tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen, kalder det ligeledes forfærdelige scener.

- Jeg håber, ingen er kommet til skade, og demokratiets modstandere vil blive straffet. Dybt, dybt rystende, skriver Søren Pape Poulsen på Twitter.

Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er onsdag aften ved tasterne på Twitter.

- USA har valgt Joe Biden som næste præsident. Det skal respekteres! Den skare af fanatikere, som bryder ind i Kongressen i Washington, må standses og stilles til ansvar, skriver han.

/ritzau/