Statsminister Mette Frederiksen (S) advarer mod en for stor åbning af samfundet efter krav fra et flertal udenom regeringen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen kommer med advarsel

20. maj 2020, 12:33
Statsministeren lader sig ikke presse af, at et flertal udenom regeringen vil lempe grænserestriktioner.

Statsminister Mette Frederiksen (S) advarer mod en for stor åbning af samfundet efter krav fra et flertal uden om regeringen.

Det siger hun inden forhandlinger om yderligere genåbning.

Flertallet, der består af De Radikale, Alternativet og alle de borgerlige partier, er med et udkast til en aftale enige om, at grænserestriktioner skal lempes, og at loftet for forsamlingsforbuddet skal hæves.

- Jeg vil gerne advare mod, at Christiansborg kommer til at give et billede af, at corona er bag os. Det vil i mine øjne være forkert at gå for hurtigt frem og sætte alt det over styr, som vi har opnået, siger Mette Frederiksen.

I en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI), som partilederne har fået tilsendt onsdag morgen, lyder det, at der er så stor usikkerhed i beregningerne af en yderligere genåbning, at det reelt er svært at vurdere konsekvenserne.

- Det er ikke en facitliste og har aldrig været det. Den giver en del af beslutningsgrundlaget. I sidste ende er det en politisk beslutning og en politisk afvejning, siger Mette Frederiksen.

- Vi bliver nødt til at sige til danskerne, at jo hurtigere man åbner op, og jo mere man gør det, jo mere stiger risikoen for, at vi ikke længere har styr på situationen. Der må vi ikke bringe os hen.

Adspurgt om hun kan tillade sig at ignorere et flertal, der ønsker at åbne grænsen, svarer Mette Frederiksen:

- Hvis Danmark har en statsminister, der lader sig presse til noget, der ikke er forsvarligt, så holder det simpelthen ikke. Og det bliver ikke med mig.

- Jeg har ansvaret for de mennesker, der bliver syge og måske ikke overlever coronavirus. Så nej, jeg lader mig ikke presse, siger Mette Frederiksen.

For knap 14 dage siden blev alle partier efter forhandlinger på Marienborg enige om en plan for den kommende genåbning.

Her forpligtede regeringen sig også til at melde ud om, hvad der skal ske i forhold til den lukkede grænse inden 1. juni.

Udenrigspolitik - og dermed beslutninger vedrørende grænsen - er op til den siddende regeringen.

Og statsministeren fastholder da også, at der kommer en melding om grænsen inden 1. juni, selv om De Radikale, Alternativet og de borgerlige partier har forsøgt at lægge pres på hende.

- Vi har sagt, at der inden 1. juni skal være en melding fra regeringen om grænsen. Det står jeg fast på, siger hun.

- Vi skriver den 20. maj, så der er ikke lang tid til 1. juni. Vi fører dialogen med andre lande, og jeg glæder mig meget til, at vi kan åbne grænsen igen, siger Mette Frederiksen.

I den nyeste rapport fra SSI lyder det, at en åbning af grænserne kan medføre, at smittede personer vil rejse ind i landet. Derved kan der starte nye smittekæder, hvilket kan få betydning for smittetrykket i Danmark.

Det er statsministerens forventning, at det kan lade sig gøre at lave en bred aftale om den yderligere genåbning med alle Folketingets partier.

/ritzau/