Mette Frederiksen (S) holder åbningstale fra Folketingets talerstol. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mette F. vil give bøde på 10.000 for brud på nyt forbud

6. okt 2020, 13:25
Politiet skal kunne tage ure, guldkæder og mobiltelefoner fra personer, som overtræder nyt opholdsforbud.

Politiet skal fremover kunne indføre et opholdsforbud for en hel gruppe af personer, der skaber utryghed ved eksempelvis en S-togstation eller parkeringsplads.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale fra Folketingets talerstol.

- Der, hvor kriminaliteten får fat, skal politiet slå ned. Nu foreslår regeringen, at det sker med mere konsekvens, siger Mette Frederiksen.

- Som det er i dag, kan politiet forbyde enkeltpersoner at komme i særlige områder - for eksempel et bandemedlem. Det er fint, men hvad nu hvis resten af gruppen stadigvæk er der.

- Fremover skal politiet derfor kunne indføre et egentligt opholdsforbud for alle personer på bestemte steder i en begrænset periode.

Hvis opholdsforbuddet ikke overholdes, skal det koste en bøde på 10.000 kroner første gang.

Hvis den pågældende har gæld til det offentlige - det kan være ubetalte regninger for tidligere kriminalitet - skal politiet kunne tage jakker, ure, guldkæder og mobiltelefoner med det samme, siger Mette Frederiksen.

Bliver opholdsforbuddet overtrådt endnu en gang, skal straffen være 30 dages fængsel.

Mette Frederiksen luftede allerede på et pressemøde på Socialdemokratiets sommergruppemøde i august, at retspolitik og kriminelle, der har udenlandsk baggrund " ville have regeringens fokus i efteråret.

På pressemødet sagde Mette Frederiksen, at man ikke skal være bange for at tage S-toget hjem om aftenen, "fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt".

Det rejste beskyldninger om racisme.

Inger Støjberg, som er Venstres næstformand og i øjeblikket partiets fungerende formand, fordi Jakob Ellemann-Jensen er sygemeldt, siger, at Venstre "helt klart" kommer til at bakke op om forslaget.

Venstre præsenterede nemlig et lignende forslag i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

- Det nytter ikke, at utilpassede unge og bander kan rende rundt i de områder, hvor helt almindelige mennesker skal kunne færdes frit, siger Inger Støjberg.

- Nu glæder jeg mig til at se forslaget, men umiddelbart er det bestemt noget, vi bakker op om, fordi det har groet i vores egen have.

Dermed ser det altså ud til, at regeringen allerede har sikret sig flertal for forslaget. Venstre og Socialdemokratiet kan nemlig alene samle de nødvendige 90 mandater.

Mette Frederiksen siger desuden på tirsdagens åbningstale i Folketinget, at kriminelle hurtigere skal kunne sættes ud af deres boliger.

- I nogle tilfælde går der flere år, fordi sagen om udsættelsen først kan behandles, efter at selve lovovertrædelsen er behandlet i det strafferetlige system.

- Det vil vi lave om, siger hun.

/ritzau/