20210422-104141-L-1920x1280we
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mette F.: Lav lokale løsninger på udeundervisning

22. apr 2021, 11:13
Elever i 5.-8.-klasse skulle ifølge aftale mere i skole udendørs, men det sker ikke alle steder.

Danmark er nødt til at gennemføre en gradvis genåbning af samfundet. Derfor kan alle skoler endnu ikke tage imod eleverne i 5.-8. klasse på normal vis.

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), som torsdag formiddag er på besøg i Slotsarkaderne i Hillerød. De er del af den genåbning, som trådte i kraft onsdag.

Men selv om mange glæder sig over, at restriktionerne gradvis lempes, så er der tiltagende kritik af, at udeundervisningen for 5.-8. klasse ikke fungerer mange steder. Derfor bliver mange elever fortsat undervist hjemme.

- Der er masser af paradokser, når man skal genåbne et samfund.
Vi er nødt til at flytte os frem i etaper. Derfor kan alt ikke åbne op på en gang, siger Mette Frederiksen.

Hun opfordrer forældre og elever til at have tålmodighed lidt endnu, mens der arbejdes på at finde løsninger.

- Hvis der er nogle konkrete udfordringer på undervisningsområdet, så må vi diskutere det i det sektorpartnerskab, der er. Så kan der være nogle helt konkrete udfordringer lokalt. Dem må man prøve at løse, så godt man kan, siger Mette Frederiksen.

Hun understreger, at regeringen og et bredt politisk flertal i den seneste genåbningsaftale har forsøgt at tage hensyn til det store ønske om mere skolegang for børnene:

- Vi har jo fået at vide mange steder fra, at børnene har behov for at komme tilbage i skolen. Og at der også er nogle børn, der har nogle trivselsudfordringer. Dem løser vi vel bedst ved, at man faktisk bruger muligheden for at få børnene tilbage, når muligheden nu er der.

Onsdag fik 5.-8.-klasserne mulighed for at komme i skole igen hele tiden - hvis undervisningen hver anden uge er udendørs.

Men mere end halvdelen af skolerne holder fast i fjernundervisningen den ene uge, fordi det ikke er praktisk muligt at afholde udeundervisning.

- Der er masser af udfordringer. Der er masser af bøvl, og der er masser af paradokser. Og det bliver der ved med at være, for man kan ikke åbne et samfund op, hvor det hele er logisk. Vi må alle sammen gøre os umage for at gøre det så godt, vi overhovedet kan. Det gælder også ude på skolerne.

- Jeg er også ude at besøge skoler. Og jeg kan se, at udeundervisningen fungerer godt mange steder. Og man får det til at lykkes. Så kan det være, at der er andre steder, hvor der er nogle udfordringer, og så må vi forsøge at løse dem.

Spørgsmål: Det handler vel også om fagligheden, hvis det ikke kan lade sig gøre at undervise i dansk og matematik udenfor på grund af blæst og regn? Vil I åbne op for indeundervisning i næste fase af genåbningen?

- Jeg kan ikke stå og love, at vi kan rykke alting frem, for hvis vi genåbner Danmark for hurtigt, så risikerer vi, at alt det, vi har vundet, går tabt. Eller noget af det gør, og vi så skal til at lukke ned igen. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan for at undgå.

- Derfor skal vi blive ved med at genåbne i etaper og uden at miste kontrollen. Det, at der opstår konkrete udfordringer, det undgår vi simpelthen ikke. Vi må prøve at løse dem med højt humør og så godt, vi overhovedet kan, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/