Mette F. og Thor M. på svindlerjagt

7. mar 2012
I dag skyder SKAT, politiet og Arbejdstilsynet deres nye samarbejde i gang med en stor, landsdækkende aktion mod fusk og social dumpning.

To topministre var ude med bødeblokken på en byggeplads i Lyngby onsdag formiddag.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) var trukket i hjelm og refleksvest for at lede efter fuskere, illegale arbejdere og momssvindlere på danske arbejdspladser.

Sammen med SKAT, Arbejdstilsynet og politiet besøgte de to ministre en byggeplads på Mortonsvej i Lyngby. Som det allerførste får de øje på en en mand højt oppe i lift.

Han - en almindelig dansk håndværker med ringe kendskab til sikkerhedsreglerne - bruger liften som elevator og er ikke spændt fast. Ifølge Arbejdstilsynet giver det formentlig en bøde på minimum 25.000 kroner.

"Hvis du ryger ned derfra, bliver du totalt invalideret," lød det spontant fra Mette Frederiksen.

Over hele landet kan byggepladser, hvor der er mistanke om skumle forhold forvente besøg i dag.

I dag er der nemlig premiere på et nyt samarbejde, hvor SKAT, Arbejdstilsynet og politiet sammen skal kontrollere om udenlandske virksomheder og udenlandsk arbejdskraft arbejder efter reglerne.

Voksende problem

Og der er nok at tage fat på mener skatteminister Thor Möger Pedersen, der selv er med på kontrolaktioner i dag.

”Problemet er desværre voksende, Vi kan nøgternt konstatere, at flere virksomheder snyder med moms og underbetaler arbejdskraft. Det er meget vigtigt, at der sker noget på det her område,” siger han.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er også trukket i sikkerhedsskoene for selv at besøge nogle af de byggepladser.

”Det er rigtigt vigtigt, at der er ordnede forhold på det danske arbejdsmarked. Det har været et stort ønske hos de faglige organisationer at de tre myndigheder kunne arbejde sammen. Det er det, vi ser ske i dag,” siger hun.

Penge fra Finansloven

Den fælles indsats kommer nu, fordi regeringen og Enhedslisten i forbindelse med Finansloven indgik en aftale om at styrke indsatsen over for social dumping. Det skal sikre en fair konkurrence og ordentlige arbejdsvilkår for alle arbejdstagere i Danmark.

I dag er det byggepladser over hele landet, der kan forvente besøg af 32 hold med folk fra både politiet, SKAT og Arbejdstilsynet. Stederne er udvalgt ud fra forventninger om rod blandt andet på baggrund af RUT-registret.

Tilsynschef i Arbejdstilsynet, der koordinerer den nye fælles indsats, Hasse Mortensen, forventer pænt over 100 besøg i løbet af dagen.

”Vi forventer, at det nye samarbejde vil gøre indsatsen mere effektiv,” siger han.

Dagens indsats går særligt på at finde virksomheder, der ikke er registret - lovovertrædelser, manglende moms-registreringer og dårligt arbejdsmiljø.