Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke klar til at åbne grænsen allerede fredag den 15. maj. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mette F. om grænseåbning: - Vi skal være forsigtige

14. maj, 19:37
Tyskland er klar til at åbne grænsen til Danmark allerede fredag. Men det er den danske regering ikke.

Statsminister Mette Frederiksen er ikke klar til at åbne grænsen allerede fredag den 15. maj, hvor Tyskland er klar til at åbne grænsen til Danmark.

Det siger hun, da hun ankommer til en tv-debat torsdag aften.

- Vi har aftalt, at regeringen inden 1. juni kommer med en melding på grænserne. Grænserne er vigtige. Men jeg undrer mig lidt over dem, der slår ud med armene og bare siger, at vi kan åbne. Vi skal være forsigtige. Derfor holder vi ved det, der står i aftalen om 1. juni, siger Mette Frederiksen.

Flere partier har presset regeringen for at få en tidligere afklaring af, hvornår grænserne kan åbne.

Det pres er blevet ekstra stort, efter at den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, har meldt ud, at Tyskland er villig til at åbne grænsen til Danmark 15. maj.

Både partierne i oppositionen og regeringens støtteparti De Radikale vil åbne grænsen til Tyskland fredag.

De danske grænser blev lukket 14. marts for alle, der ikke har et såkaldt "anerkendelsesværdigt formål" i Danmark.

Onsdag åbnede justitsminister Nick Hækkerup (S) for, at en lejekontrakt til et sommerhus, campingplads og lignende kan blive betragtet som et anerkendelsesværdigt formål.

Det vil betyde, at turister kan få lov til at komme til Danmark og holde ferie. Det vil være en hjælp for turistbranchen, som mangler indtægten fra blandt andet de tyske turister.

/ritzau/