Mette Frederiksen ses her sammen med den tyske forbundskansler Angela Merkel. Merkel får 2,6 millioner kroner for at lede det 83 millioner mennesker store land, mens Mette Frederiksen får knap 1,6 millioner kroner for at lede Danmark med et befolkningstal på 5,8 millioner. Foto: Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix

Mette F. er blandt verdens bedst betalte toppolitikere

18. jul 2019
Donald Trump får ifølge amerikansk hjemmeside en halv gange så meget i løn som statsminister Mette Frederiksen.

Danmarks nye statsminister Mette Frederiksen (S) får 1,57 millioner kroner i ministervederlag.

Set i forhold til topchefernes ofte omdiskuterede lønninger er det ikke meget. Men holdt op imod andre toppolitikeres aflønninger verden over, lander hun blandt de 20 bedst betalte politiske ledere.

LÆS OGSÅ: Har fået nok af topchefers lønfest: Massive krav om lønstigninger

Det skriver amerikanske 24/7 Wall Street, og ifølge B.T. er listen baseret på data fra Den Internationale Valutafond, CIA World Factbook og de forskellige landes regeringers hjemmesider.

Mette Frederiksen er nummer 15 på listen. Den toppes af Singapores statsminister Lee Hsien Loong, som får knap syv gange så meget i løn som Mette Frederiksen, og aflønnes med 10,7 millioner kroner årligt.

Sveriges statsminister Stefan Löfven får på en 16.-plads 1,62 millioner kroner, mens Katrín Jakobsdóttir på Island får 1,61 millioner kroner og er nummer 17 på 24/7 Wall Street's liste.

USA's præsident Donald Trump bliver aflønnet med 2,6 millioner kroner som leder af verdens mægtigste land. Han er nummer fire på listen.

Nummer to og tre på listen er Carrie Lam fra Hong Kong, og Ueli Maurer i Schweitz. De får henholdsvis 3,7 millioner kroner og 3,2 millioner kroner for at lede deres lande.

Med til historien hører også, at selvom listen netop er publiceret er den udarbejdet inden regeringsskiftet. Det er derfor Lars Løkke Rasmussen, som optræder på listen.

B.T. noterer desuden, at der i den danske statsminsters vederlag ikke er medregnet tillæg som ministerpension og folketingsvederlag.