Økonomien spiller en rigtig stor rolle, og det gør det indre marked også. Men det, der for alvor binder os sammen, er de fælles værdier. Det kan jeg ikke se, at vi kan gå på kompromis med, siger statsminister Mette Frederiksen (S) før EU-topmødes tredje dag. Foto: Christian Hartmann/Reuters

Mette F. i EU-slagsmål: Afviser kompromis

19. jul, 12:35
Økonomien og det indre marked er vigtigt, men de fælles værdier binder os sammen, argumenterer Frederiksen.

EU's stats- og regeringschefer sveder i disse timer over excel-ark i et forsøg på at aftale et budget for Europa, og i den proces ser statsminister Mette Frederiksen (S) noget andet, hun ikke vil acceptere at give køb på.

- Økonomien spiller en rigtig stor rolle, og det gør det indre marked også. Men det, der for alvor binder os sammen, er de fælles værdier. Det kan jeg ikke se, at vi kan gå på kompromis med, siger hun søndag formiddag.

Et stort spørgsmål før topmødets tredje dag er, om Ungarns regeringschef, Viktor Orbán, vil nedlægge veto mod en nødvendig økonomisk genopretning efter coronakrisen og EU's budget for de næste syv år.

Det kan ikke udelukkes, da Orbán nægter at acceptere en kobling mellem udbetaling af EU-midler og retsstatsprincipper, og dermed kan topmødet ende i et sammenbrud.

- Lige nu er vi på rule of law (retsstatsprincippet), som fylder mest på bordet. Så kommer vi selvfølgelig tilbage til spørgsmålet om penge, når vi mødes lidt senere i dag, siger Frederiksen.

Det overordnede formål med topmødet er netop at lande en aftale om EU's næste syvårige budget på godt 8000 milliarder kroner og dertil en genopretningsfond på 5580 milliarder kroner som følge af coronakrisen.

Men et stigende pres på Ungarn, som ifølge EU-Parlamentet ikke overholder retsstatsprincipper, hvilket har udløst en formel procedure efter EU-traktatens artikel 7, er endt med kravet om koblingen til udbetaling af midler.

- Jeg føler mig helt sikker på, at hvis Europa ikke insisterer på, at det vi først og fremmest er, det er et værdifællesskab, vil det være en forkert vej at gå, siger Frederiksen.

Ifølge statsministeren er det netop retsstatsprincippet, der forhandles om nu. EU-præsident Charles Michels forhandlere har fundet nogle milliarder i budgettet, der kan øremærkes Orbán for at få ham med.

Der har ikke været forlydender om, at han har accepteret mekanismen for de ekstra midler.

- Topmødet er i gang, og det ser ikke ud til at slutte lige foreløbig. Det er, når alt kommer til alt, udtryk for noget positivt, nemlig at vi går efter, at der skal komme en aftale, siger Frederiksen.

Hun er gået ind til forhandlingerne med krav om, at budgetrammen bliver mindre. Og Danmark vil som de øvrige sparelande Østrig, Holland og Sverige have en mindre andel af tilskud i genopretningsfonden.

Det er penge, der ikke skal betales tilbage, til sektorer og regioner, der er hårdest ramt af coronakrisen.

Det seneste kompromisforslag går i den retning. Også i forhold til de rabatter, som også er et krav fra sparelandene.

- Man må sige, at tingene stille og roligt går i den danske retning. Vi er indtil nu blevet ved med at stå på et ansvarlighedssynspunkt. Der bevæger tingene sig stille og roligt i vores retning, siger Frederiksen.

Mødet skulle efter den oprindelige plan være afsluttet lørdag, men det har længe været ventet, at det kunne blive forlænget med en eller flere dage.

/ritzau/