Metrostationer omdannes snart til biografer

26. okt 2008
Filmfestivalen 60seconds Short Film varmer op til næste års filmfestival ved at vise kortfilm på hovedstadens metrostationer.

De to kommende søndage bliver alle metrostationer i København omdannet til små biografer fra klokken 16.30 til 18.30.

Det sker i forbindelse med lanceringen af 60seconds Short Film Festival 2009, der afholdes næste år fra den 23. til den 28. marts.

Skærmene i metrostationerne, der normalt viser reklamer, skal de næste to søndage i stedet vise en kavalkade af kortfilm fra festivalen i 2006, skriver jp.dk.

Festivalens arrangører håber på denne måde at give filminstruktører mulighed for at vise deres film i et nyt rum - og til et nyt publikum.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Frem til den 2. februar kan filmfolk så indsende deres bud på, hvad der skal vises på metrostationernes skærme til marts. Kravet til 60seconds' kortfilm er at skabe en god fortælling af et minuts varighed helt uden lyd. Emnet og stilen er fuldstændig op til instruktøren.

En professionel filmjury udvælger sidenhen 10 film, der skal vises under festivalen 2009 og efterfølgende kåre den bedste.

-Newspaq

faktaboks