KHADERVSHUMMEL__3_
Dansk Metal og Dansk Arbejdsgiverforening vil begge have forlænget muligheden for delejob. Foto: Mads Claus Rasmussen / Olafur Steinar Gestsson / Scanpix

Fagforbund og arbejdsgivere vil forlænge jobdeling til 2022

14. sep 2020, 11:02
Ordningen med jobdeling skal hurtigst muligst forlænges for at undgå usikkerhed om danske arbejdspladser, mener Dansk Metals formand Claus Jensen. Arbejdsgivere bakker op.

Efter sene natteforhandlinger blev regeringen og arbejdsmarkedets parter i slutningen af august enige om en udvidelse af ordningen for arbejdsfordeling.

Ordningen skal efter planen skal redde tusindvis af danske arbejdspladser, mens coronakrisen raser.

Delejob-ordningen løber senest til maj næste år men allerede nu vil et af landets største fagforbund, Dansk Metal, have udvidet ordningen helt frem til 2022. 

Det fortæller Dansk Metals formand, Claus Jensen, til A4 Arbejdsliv. 

- Når vi kigger på de eurpæiske lande, som mine medlemmers virksomheder handler meget med, så har flere af dem lavet arbejdsfordelings-modeller der løber væsentligt længere end vores. Derfor synes jeg, at vi hurtigst muligt skal få forlænget vores ordning også, siger Claus Jensen. 

Metal-formanden henviser til, at både Tyskland og Frankrig har lavet statsstøttede ordninger for arbejdsfordeling, der løber til udgangen af næste år. 

Norge og Sverige har ligeledes lavet ordninger for arbejdsfordeling, der varer til og med sommeren 2021. 

- Det er jo lande, vi konkurrerer med. Derfor vil det være ærgerligt, hvis vi begynder at skabe usikkerhed om danske arbejdspladser, fordi virksomhederne synes, at det er mere attraktivt at være i lande, der har mere fleksible og længerevarende ordninger, siger Claus Jensen.

Arbejdsgivere bakker op 

Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) bakker man umiddelbart op om meldingen fra Dansk Metal. 

Jacob Holbraad, administrerende direktør i DA skriver i et svar til A4 Arbejdsliv, at arbejdsgiverorganisationen som udgangspunkt er åben for overfor at forlænge delejobs-ordningen, når den efter planen skal evalueres til november. 

- Der er ikke nogen tvivl om, at coronasituationen er alvorlig. For danske virksomheder, for danske lønmodtagere og for hele det danske samfund. Hvis det stadig er tilfældet, når vi skal mødes igen i november, vil vi også være fortaler for at forlænge ordningen, skriver Jacob Holbraad. 

Lizette Riisgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, siger til A4 Arbejdsliv, at hun er åben overfor "alle gode forslag, der sikrer danske arbejdspladser".

-  Vi skal evaluere arbejdsfordelingsordningen i november, så her skal vi naturligvis tage forslaget om at forlænge ordningen og alle andre, der måtte komme, med ind til bordet, siger Lizette Risgaard.

Hoteller: Aftale redder ikke job

Den nye aftale om arbejdsfordeling er fra starten blevet kritiseret af dele af erhvervslivet for ikke at leve op til formålet om at forhindre fyringer.

- De arbejdspladser, som de siger, de har reddet, det har de ikke. Vi kan ikke beholde vores medarbejdere én måned mere. Det kan vi ikke. Vi er allerede i knæ og kæmper for overlevelse, lød det fra Søren Faerber, direktør hotelkæden Scandic til Børsen tidligere på måneden. 

Samme besked lød ifølge Børsen fra virksomheder som Messecenter Herning og Jysk Aluminiums Industri. 

Den kritik tager Dansk Metal-formand Claus Jensen dog forholdsvist roligt.

- På et tidspunkt i den her krise må man jo vurdere, hvor længe man kan holde hånden under erhverv, som er meget langt fra at vende tilbage til en normaltilstand. Her tænker jeg særligt på hotellerne, siger Claus Jensen

 - Et alternativ er jo, at man bruger ressourcerne til at holde hånden under de mest konkurrencedygtige erhverv, og sikre flest mulige arbejdspladser der. Det synes jeg, at man har gjort med den aftale, der er landet her, tilføjer Metal-formanden. 

Minister: Åben for forlængelse

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skriver i et mailsvar til A4 Arbejdsliv, at han er åben for at drøfte  en forlængelse af arbejdsfordelingsordningen.

- Jeg er først og fremmest glad for, at arbejdsmarkedets parter – herunder Dansk Metal - gang på gang har taget ansvar under corona-krisen sådan som de også har gjort med arbejdsfordelingsordningen. Nu træder ordningen i kraft, men ingen ved, hvordan situationen vil udvikle sig i det næste stykke tid. Derfor er vi også enige om at mødes allerede i starten af november og drøfte en eventuel forlængelse, skriver ministeren i mailsvaret.