De har aktive og sociale liv. Og de kan - gennemsnitligt - se frem til langt flere raske og rørige år. Det kunne betyde, at grænsen for, hvornår man bliver opfattet som senior rykker sig. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den nye generation af pensionister er den mest aktive

27. dec 2019, 08:17
Den nye generation af seniorer og pensionister ligner ikke dem, vi kender. Det er individualister, som ikke nøjes med nogen normtilværelse.

Ældre. Gamle. Seniorer. Det grå guld.

Det er faktisk næsten umuligt at finde et samlende begreb for at træde ind i den ældre livsfase - på 65 år og derover - som ikke støder nogen.

Det oplever etnolog Aske Juul Lassen, som er lektor på Københavns Universitet og har skrevet ph.d. om aktiv aldring.

Men fælles for den generation, der så småt træder over tærsklen til pensionisttilværelsen, er, at de ikke ligner dem, vi har set før.

- Det at være senior eller ældre var tidligere forbundet med, at man på sin vis trak sig tilbage fra samfundet. Og det er sjældent en identitet eller en social rolle, de nye seniorer kan identificere sig med, siger Aske Juul Lassen og fortsætter:

- Dem, der bliver seniorer i disse år, er en meget aktiv generation, der har været vant til aktivt at præge samfundet omkring sig.

Den nye generation af pensionister passer derfor ikke på den tidligere definition af at være ældre og tilbagetrukket.

De har aktive og sociale liv. Og de kan - gennemsnitligt - se frem til langt flere raske og rørige år. Det kunne betyde, at grænsen for, hvornår man bliver opfattet som senior rykker sig.

Men Aske Juul Lassen ser en lidt anden udvikling:

- Det er mere, hvad der ligger i begrebet senior, der ændrer sig. Folk begynder først at snakke om sig selv som ældre, når de fysiske skavanker sætter ind, siger Aske Juul Lassen.

I Ældre Sagens Fremtidsstudie svarer næsten hver anden over 65 år, at de føler sig yngre end deres kronologiske alder.

De oplever eksempelvis, at de kan mere og lever anderledes, end de forestiller sig, at man skal i deres alder, fremgår det af rapporten.

For hver generation bliver vi nemlig lidt bedre rustet i både hovedet og fysikken, siger Michael Teit Nielsen, som er vicedirektør hos Ældre Sagen

- Mange af os går rundt med en forestilling om, hvordan man skal have det og se ud ved en bestemt alder. Og det bygger ofte på, hvordan ens forældre og bedsteforældre så ud i den alder, og hvilken livsstil de havde, siger han og tilføjer:

- Der er sket et kæmpe spring siden da, så mange 70-årige i dag går til rockkoncerter, tager ud at rejse og måske også vælger at arbejde videre. Vi ser en helt anden livsstil og aktivitetsniveau.

Og det har også betydning for selvopfattelsen blandt dem, der træder ind i seniortilværelsen.

Det handler ikke om at gå ind i en sidste grå del af tilværelsen - tværtimod. Her er der ifølge fremtidsforsker Anne-Marie Dahl tale om en generation, der stadig vil have fuld knald på farverne og på tilværelsen.

- De behøver ikke at få klippet håret kort og boppet og gå i bedstemortøj, der må stadig gerne være lidt spræl i den, siger Anne-Marie Dahl.

Som hun ser det, er det den første ældregeneration af individualister, der er på vej.

- 68'er-generationen har ikke levet et normliv, og de vil ikke kaldes gamle - de vil blive ved med at være Per eller Susanne.

- De har ikke tænkt sig at få sig en 64 kvadratmeter ældrebolig og en standardydelse fra det offentlige, de har en forventning om noget mere, fortæller fremtidsforsker Anne-Marie Dahl.

Derfor vil det heller ikke overraske hende, hvis vi ser en generation, der drøner rundt på villavejene i neonfarvet tøj, finder en ny partner på Tinder og tager på dannelsesrejse i Sydamerika.

Faktisk er der så meget gang i gaden, at man begynder at tale om begrebet "seenager", som er en sammentrækning af senior og teenager.

Fra at vi tidligere har talt om alderdommen som den tredje alder, har der kilet sig en mellemliggende periode ind, fordi vi bliver stadig ældre.

- Når vi bliver omkring 60 år, træder vi ind i en ny livsfase. Vi arbejder nok stadig, men vi skal ikke på samme måde forsørge en familie. Nogle kalder det seenager - jeg kalder det "stadigvæk-alderen".

- For du kan stadig få en uddannelse, et nyt job, gafle en ny lækker partner. Du kan stadig se, hvis du lige får briller med glidende overgang, og når du går ud, vil folk sige, at du da stadigvæk ser godt ud, forklarer Anne-Marie Dahl.

Det er en periode, hvor man på samme måde som i teenageårene søger en frihed og en ny mening med tilværelsen. Samtidig har man flere penge mellem hænderne til rejser og selvforkælelse.

Vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen håber dog ikke, at billedet af en grå senior bare bliver erstattet af en ny stereotyp, der tegner en 12-tals-pensionist, som skal kunne jonglere familie, fritid og ferie med 100 kilometer i timen.

- De skal jo ikke være supermennesker, der dyrker triatlon, tager en uddannelse og passer børnebørn, siger han og tilføjer:

- Det er godt at bruge sin sunde fornuft og huske den gyldne middelvej. Man behøver ikke at have dårlig samvittighed over også at have dage, hvor man bare ligger på sofaen og ser "Den store bagedyst" eller fodbold.

/ritzau fokus/