Vi arbejder til daglig på Medieskolen Juno, som er et undervisningstilbud til voksne borgere med handicap. Her arbejdes med videoproduktion, webartikler, sociale medier og nyhedsbrev.

Vores nteresser er politisk journalistik, handicap-, social-, unge- og ældreområdet, dyrevelfærd, fotokunst og makrofotografi.

Fritiden bruges på håndbold (Mathilde) og bowling (Sandra) og at gå i biografen eller tage i Tivoli og på Bakken med venner og familie. Vi elsker at rejse og har bl.a. været på Island, i Litauen, Disneyland Paris, Malta, Norge og Sverige.

Vi bor begge i København

DER SPARES IGEN-IGEN på handicapområdet. Konsekvensen er, at arbejdsdage, studieture og ledsagemuligheder må sløjfes. Vi undrer os. Skal mennesker med handicap gemmes væk i et fjernt hjørne af byen uden aktiviteter? Hvad har vi ret til? Hvad indeholder et værdigt liv?

15,6 millioner kroner. Det er, hvad der fremover skal bespares årligt på handicapområdet som følge af de kvalitetsstandarder, som Socialudvalget i København har vedtaget. Ferier bliver fjernet. Studieture går i vasken. Cafébesøg droppes, og arbejdsdage slettes af skemaet.

Både LEV og Institut for Menneskerettigheder siger, at der aldrig før har været så meget nedskæring på handicapområdet. Det står i FN-handicapkonventionen, at vi har ret til et værdigt liv. Men hvad indeholder sådan ét set med politikerbriller? Det virker som om, kommunerne og politikerne ikke ser os. Man glemmer os.

LÆS OGSÅ: Vi er handicappede, og vi vil gerne arbejde

Regeringen siger, kommunerne bruger pengene forkert, og kommunerne siger omvendt. De pålægger hinanden skylden. De glemmer, at det handler om mennesker. Vi er ikke bare tal og bogstaver. Vi er mennesker med rettigheder. Også selvom vi har brug for hjælp og støtte fra pædagoger for at få hverdagen til at fungere. Også selvom den støtte og hjælp koster.

Selvstændighed og tryghed

Mathilde fløj til Paris med sit bosted sidste år og var stort set i Disneyparken hver dag. Fik taget billeder og prøvede forlystelser, så illuminationsshow om aftenen og paradeshow om dagen;

Vi betaler for vores egen ferie, og bostedet har betalt for pædagogerne. De gør det trygt at være ude af huset. Præcis, som når man bliver ledsaget til tandlæge og læge. Det er lige så vigtigt for mig, Mathilde, og den mulighed bliver jeg nu frataget. Jeg ville ikke kunne tage af sted alene.

Når man bor på et bosted, er det pædagogerne, der hjælper. Jeg vil ikke være afhængig af mine forældre. Jeg kan godt åbne min netbank, men jeg kan ikke finde ud af at betale mine regninger alene. Det får jeg hjælp til.

Som 29-årig ringer man jo ikke lige til mor og far. De har heller ikke nødvendigvis tid. Vi får at vide, at vi skal være så selvstændige som overhovedet muligt. Så bliver vi testet med VUM-samtaler og vurderet som tal og bogstaver, men man skal lige huske på, at vi ikke alle sammen kommer til at kunne flytte i vores eget. At tal og bogstaver ikke viser hele virkeligheden. Hvis man ikke selv kan lægge rent sengetøj på, handle, lave mad, gå på netbank, forstår penge eller går til læge og tandlæge.

Kollegaskab med fordele

Forslaget om kun at gå i beskæftigelse blot tre dage konflikter med kravet om udvikling. Hvordan skal vi blive åh, så selvstændige, når de fratager os muligheden for ferie, studietur og beskæftigelse?
Fordi Sandra bor hos sine forældre, og jeg bor på bosted, så har hun fem arbejdsdage, mens jeg kun får lov at møde ind tre dage.

I stedet for at arbejde og holde ferie, skal vi så sidde og kukkelure? Skal vi så bare sidde her – fængslet bag fire vægge. Alene?

Sandra bliver ramt på at miste sine kolleger, når Mathilde fra næste år kun møder ind på Medieskolen Juno hver anden dag. Hvordan skal vi lave vores projekter? Hvornår skal vi lave dem? Kommer de til at sende os andre hjem de dage, hvor dem fra bostederne er væk?

Eller skal vi arbejde videre imens? Jeg ville blive meget stresset, hvis jeg skulle sidde med det alene. Bliver de ved at spare på os, så mister vi måske skolen? Hvad skal vi så lave? Hvordan kommer vores fremtid til at se ud?

Studieture er vigtige for os for at danne nye venskaber og for at lære noget om forskellige lande og verden, kulturen og maden, hvordan de gør tingene, og så fordi teambuilding hjælper kollegaskabet. At filme bedre, tage bedre fotos. Teambuilde. Lære egne grænser bedre at kende og nyde hinandens selskab. På Island var vi ude og lave interviews og ude og fotografere, men også i en nationalpark, hvor vikingerne red på heste og i Den Blå Lagune, hvor vi lavede ansigtsmasker på hinanden med blåt mudder.

Præcis som det er vigtigt for andre medarbejdere i en virksomhed at få mulighed for at udvikle sig, er det vigtigt for os. Præcis som det er vigtigt for alle andre at komme på ferie og væk fra hverdagen, er det vigtigt for os. Har vi ikke ret til at få den hjælp og støtte, der skal til for at give os de muligheder?

Demo’er for et værdigt liv

Vi føler lidt, de med besparelserne på handicapområdet ønsker at pakke os væk derhjemme på bostedet eller hos vores forældre. At vi slet ikke må være her. Vi skal gemmes væk. Det er som om, vi ikke hører til.

Vi har demonstreret tre gange nu i foråret og håber bare på, at vi med de her demonstrationer åbner folks øjne for os, for vi skal alle sammen være her.

Vi håber, folk forstår, at vi også har ret til at være her.

Vi håber, vores råb om hjælp bliver hørt. Der skal mange flere til, for det virker som om, der er lukkede øjne og ører over hele linjen. Det er nu, de skal se og høre os! Det er nu, folk skal forstå, hvordan der bliver skåret i vores liv. I os. Har vi ikke lige så meget ret til et liv med arbejde og ferie som du?

Fortalt til Agnete Vestergaard-Kristensen, frivillig journalist i Hverdagsaktivisterne. Gruppen består af borgere med fysisk/psykisk handicap og supportere, som sammen yder en frivillig indsats i samfundet.

Dette er et blogindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].