Tæt på verden: Menneskemassen er ude af kontrol

7. maj 2011
Jordens befolkning når 10.1 milliarder i 2100, ifølge ny FNs prognose. Det er flere end forventet og alt for mange, siger FN direktør.

Jordens befolkning vil nå 10.1 milliarder mennesker i 2100. Det er over en milliard mennesker flere end forventet, konkluderer FN i en ny prognose.

Det betyder, at verdens befolkning ikke som ventet stabiliserer sig omkring 9 milliarder mennesker i 2050 men tværtimod fortsætter med at vokse.

FN slår alarm

”Vi slår alarm, for selvom væksten i verdens befolkningstal er faldet enormt, er de aktuelle vækstrater alt for høje,” siger Hania Zlotnick, direktør for befolkningsafdelingen i FN.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Med andre ord, der er stadig grund til at frygte en befolkningseksplosion.

I Nigeria, der er Afrikas folkerigeste land, vil befolkningen for eksempel stige fra 162 millioner i dag til 730 millioner i 2100. Yemen, der allerede har vand- og madmangel, vil gå fra 25 millioner til 100 millioner.

I Danmark bliver der kun ganske få flere danskere. Tallet stiger fra 5.5 millioner i dag til en anelse over 6 millioner i 2100, ifølge FN.

En milliard flere på 12 år

Det er knap 12 år siden, at  klodens befolkning nåede op på 6. mia. mennesker. I løbet af i oktober i år runder vi 7 mia. mennesker. Ifølge det mest sandsynlige scenarie stiger tallet til 8 mia. i 2023, 9 mia. i 2041 og 10 mia. omkring 2081.

Tallet på 10.1 mia. mennesker er baseret på FNs mest sandsynlige scenarie. Men det kan sagtens være, at der kommer endnu et par milliarder til, siger Zlotnick. ”Det er der, vi ser en fare.”

FNs skrækscenarie er, at der kommer en lille stigning i befolkningsvæksten. Det vil betyde, at vi når 10.6 mia. mennesker allerede i 2050 og 15.8 mia. i 2100.

Alvorlige konsekvenser

FNs prognoser har alvorlige konsekvenser, fordi der skal skaffes mad, vand, energi, uddannelse og arbejde til alle disse millioner flere mennesker, der først og fremmest kommer til at bo i verdens fattigste lande.

”Hver milliard flere mennesker gør livet sværere for os alle på jorden – så nemt er det,” siger Job Bongaarts, der er demograf til New York Times.

”Er det verdens ende? Nej! Har vi nok mad til 10 mia. mennesker? Formentlig. Men vi vil naturligvis være bedre tjent med en mindre befolkning,” udtaler han.

De mest 'skyldige' i den store befolkningstilvækst er 58 lande: 39 ligger i Afrika, ni i Asien, 6 i Stillehavsområdet og 4 i Latinamerika.

Desuden vil folk leve længere i de fleste lande og vestlige lande som Danmark og USA oplever også stigende fødselstal.

Muligt at tæmme væksten

Flere lande var vist, at det er muligt at tæmme befolkningsvæksten. Bangladesh, Mexico og Sri Lanka er gode eksempler.

Det kræver bl.a. at befolkningen, især kvinderne, have adgang til prævention, at flerkoneri ikke tolereres, og det bliver kulturelt og religiøst accepteret at bruge prævention.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.