Mekaniker og tillidsrepræsentant: Hvorfor er min fagforening ikke en rigtig fagforening?

Jeppe_W_Nygaard-medium_32
9. jun. 2020 16.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

DET ER VIGTIGT at have en rigtig fagforening i ryggen. Specielt i disse tider, hvor vi nok desværre må forvente en stigning i arbejdsløsheden. Mange kan let tænke: 'Jeg får vel det samme i en gul forretning som i en rigtig fagforening'. Men nej, det gør du ikke.

LÆS OGSÅ: Metal-formand tror ikke på smalhals for lokale lønstigninger: Coronakrisen varer ikke i tre år

For det første er du dårligere stillet, hvis du bliver fyret og ikke har fået det rigtige varsel eller godtgørelse, for hvem skal hjælpe dig? De gule forretninger har ikke ligefrem et uddannelsessystem for tillidsrepræsentanter, så der er ingen til at bakke dig op på arbejdspladsen. I stedet skal du have hjælp af en medarbejder i den gule forretning, som først skal finde ud af, hvilken overenskomst du hører under, og som heller ikke har et dybdegående kendskab til netop din overenskomst, eller til tidligere afgørelser i lignende sager.

Din arbejdsgiver er jo medlem af Dansk Industri, som er med til at forhandle overenskomster. Så hvorfor skulle de lytte til nogen, som ikke forhandler overenskomst?
Jeppe W. Nygaard, automekaniker og tillidsrepræsentant

For det andet så bidrager gule forretninger ikke til overenskomstforhandlingerne, og de betaler ikke til det fagretslige system. Hvis den gule medarbejder derfor skulle hjælpe dig ved at ringe til din arbejdsgiver for at ’sætte dem på plads’ for forkert varsel eller godtgørelse, så er det simpelthen ikke sikkert, at din arbejdsgiver ville lytte til dem. Din arbejdsgiver er jo medlem af Dansk Industri, som er med til at forhandle overenskomster. Så hvorfor skulle de lytte til nogen, som ikke forhandler overenskomst? Hvis nogen spørger sig selv i disse tider, hvorfor er min fagforening ikke en rigtig fagforening? Så har du svaret i disse linjer.

HVIS DU DERIMOD VIL VIDE, hvad en rigtig fagforening kan gøre for dig, hvis du bliver fyret og ikke har fået det rigtige varsel eller godtgørelse, så kan du læse med videre nu. En rigtig fagforening ville først og fremmest sørge for, at du kan henvende dig til en tillidsrepræsentant som mig. Hvis jeg ikke kan hjælpe dig med sagen, så vil fagforeningen tage over, og en faglig sekretær med solidt kendskab til din overenskomst og til tidligere afgørelser i lignende sager vil hurtigt hjælpe dig til at få en retfærdig behandling.

LÆS OGSÅ: Simon Tøgern: Tak til Krifa og Det Faglige Hus

Derudover har de fleste rigtige fagforeninger en jobbank, hvor de faglige sekretærer ved hvilke virksomheder, som mangler folk. Det betyder, at der er en sandsynlighed for, at du kan stå med et nyt job dagen efter en fyring.

SIDST, MEN IKKE MINDST, så har rigtige fagforeninger og industrien i samarbejde brugt en masse kræfter på at vedligeholde og udvikle de danske erhvervsuddannelser, så de matcher de kompetencer, som industrien efterspørger. Fagbevægelsen og industrien sikrer disse uddannelser, som du kan tage, gennem bl.a. trepartsaftaler. Det gør de gule forretninger ikke.

Så ja, det er rigtigt, at de gule forretninger er billigere end en rigtig fagforening, men de betaler heller ikke til fællesskabet, og de vil heller ikke kunne hjælpe dig nær så godt videre, som en rigtig fagforening kan. Så hvis du skal spørge dig selv i disse dage: Hvorfor er min fagforening ikke en rigtig fagforening? Så er svaret nok, at det er den ikke, fordi du har valgt en gul forretning. 

LÆS OGSÅ: Nu kan ældre danskere få 42.840 kroner

Hvis du derimod vil sikres ekspertise og rigtig god hjælp, så er du velkommen hos os i en rigtig fagforening. Her behøver vi aldrig stille ovenstående spørgsmål, fordi vi ved, at vi har en OK-fagforening, som gør en forskel for os.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].