Medina er blevet gift med Malo Chapsal. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Medina deler bryllupsbilleder: Min drømmemand

13. jun, 13:00
Det er præcis en uge siden, at popsangerinden giftede sig med Malo Chapsal.

Lørdag den 6. juni 2020 giftede popsangerinden Medina sig med kæresten Malo Chapsal.

Parret blev viet på Frederiksberg Rådhus, bekræftede hendes manager efterfølgende over for Ekstra Bladet.

Nu har den 37-årige For Altid-sangerinde så delt to bryllupsbilleder fra den store dag, hvor hun ses i tæt kontakt med Malo Chapsal.

- Sidste lørdag blev jeg gift med min drømmemand, skriver hun til billederne.

Medina blev forlovet med sin ti år yngre kæreste sidste forår.

Det annoncerede parret på Instagram og delte en kyssevideo, hvor man kunne spotte sangerindens glimtende forlovelsesring.

Faktisk mødte parret hinanden ved et bryllup, hvor de begge var med som gæster.

Det afslørede Medina i en spørgerunde på Instagram ifølge Ekstra Bladet.

Tidligere i år satte sangerinden flere ord på forholdet til Malo Chapsal. Det skete i et interview med magasinet Fit Living.

- Han giver mig tryghed og ro og fred til at være mig og gøre mine mærkelige cirkus-agtige ting. Han bakker mig op og siger mig imod. Og så er han ikke "in it for the fame". Det har jeg prøvet med nogle andre, men det behov har han ikke, sagde hun til magasinet.

Her afslørede hun også, hvad deres fælles fremtidsdrømme er.

- Vi er begge mega familiemennesker, og samtidig med at vi ikke kunne være mere forskellige, vil vi alligevel fuldstændig samme vej. Det er bare perfekt, sagde hun til Fit Living i begyndelsen af året.

Medina har tidligere været forlovet med modellen Sebastian Lund, men parret brød forholdet, inden de nåede til alters.

Se bryllupsbillederne herunder:

/ritzau/