Det danske udenrigsministeriums rejsevejledning lyder fortsat, at alle ikke-nødvendige rejser til Tyskland frarådes til og med 14. juni. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Tyskland åbner grænsen for danskere

12. jun 2020, 16:43
Fredag middag er der ifølge flere medier givet fri passage for danskere, der ønsker at rejse til Tyskland.

Danskere, der ønsker at rejse til Tyskland, kan frit passere grænsen allerede fredag.

Det skriver Radio4 og Flensborg Avis.

Det var tidligere meldt ud, at den tyske indrejsekontrol først skulle være ophørt fra midnat natten til tirsdag 16. juni.

Men en pressetalsmand fra det tyske forbundspoliti bekræfter over for de to medier, at man fra fredag middag ikke længere afviser danske statsborgere.

- Hvis en dansk statsborger kommer til den dansk-tyske landegrænse, bliver vedkommende ikke afvist.

- Så meget kan jeg sige, fortæller Torsten Tamm, pressetalsmand for tysk politi til Radio4.

Ifølge mediet vil der stadig være grænsekontrol på den tyske side af grænsen frem til 16. juni.

Men alle formål vil blive betragtet som anerkendelsesværdige. Dermed er der i realiteten fri passage.

Det danske udenrigsministeriums rejsevejledning lyder fortsat, at alle ikke-nødvendige rejser til Tyskland frarådes til og med 14. juni.

Hvis man alligevel krydser grænsen, opfordres man ifølge myndighederne til to ugers selvisolation, når man returnerer.

Det gælder også, selv hvis man blot rejser over grænsen for et par timer, oplyser Udenrigsministeriet.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi har man fredag modtaget mange henvendelser fra danskere, som spørger til, om det er muligt at komme til Tyskland.

- Vi modtager i øjeblikket mange henvendelser fra borgere, der spørger, om det er muligt at rejse til Tyskland og for eksempel købe ind ved grænsen.

- Her henviser vi til de tyske myndigheder. Man kan kontakte de tyske myndigheders hotline på telefon 0049 461 313 230, skriver politiet på Twitter.

Først mandag den 15. ændres rejsevejledningen, så danskere igen kan rejse til Tyskland uden at skulle i karantæne, når de vender hjem.

Mandag åbner Danmark ligeledes grænsen mod Tyskland, så sommerhuslejere og borgere fra Slesvig-Holsten kan rejse ind i Danmark.

De danske grænser åbnes i første omgang kun for turister fra Tyskland, Norge og Island - ligesom det også kun er disse lande, som danskere ikke længere frarådes at rejse til.

/ritzau/