20210218084049507_1000
Mikkel Hansen har to gange vundet VM med Danmark. Foto: Antonio Bronic/Reuters

Medier: Mikkel Hansen vender hjem til Danmark

18. feb 2021, 08:46
Ifølge TV2 Sport, B.T. og Jyllands-Posten skifter den danske håndboldstjerne i 2022 til Aalborg Håndbold.

Mikkel Hansen kan være på vej hjem til dansk håndbold.

Både TV2 Sport og B.T. erfarer, at den danske stjerne, som spiller i franske Paris Saint-Germain (PSG), har skrevet under på en treårig kontrakt med Aalborg Håndbold med start i 2022. Jyllands-Posten skriver ligeledes, at avisen har fået bekræftet oplysningerne.

Hansens kontrakt med PSG udløber i 2022.

Ingen af de to klubber har meldt noget ud om skiftet, og hverken Mikkel Hansen eller Aalborg Håndbold har ønsket at kommentere historien over for TV2 Sport.

Ifølge B.T. ventes Aalborg Håndbold at komme med en udmelding senere torsdag.

Som om det ikke var nok med Mikkel Hansen, så henter aalborgenserne ifølge B.T. også Hansens landsholdskollega Mads Mensah Larsen til det nordjyske i 2022

Ifølge avisen har Mensah, der spiller i tyske Flensburg-Handewitt og tidligere har spillet i Aalborg, endnu ikke skrevet under på en kontrakt med Aalborg Håndbold, men parterne skulle være enige om vilkårene.

Mikkel Hansen har spillet i den franske hovedstadsklub siden 2012. Inden da tørnede han i to år ud for den nu hedengangne klub AG København. Karrieren har også budt på ophold i FC Barcelona og GOG.

I januar var 33-årige Hansen for anden gang med til at vinde guld ved VM med det danske landshold, ligesom han i 2016 var med til at sikre Danmark OL-guld i Rio de Janeiro. En enkelt EM-guldmedalje er det også blevet til.

Mikkel Hansen er tre gange blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller.

Aalborg Håndbold har vundet det danske mesterskab i tre af de seneste fire sæsoner, inklusive i 2019/20-sæsonen, der blev afsluttet før tid på grund af coronapandemien.

Det nordjyske hold indtager i øjeblikket andenpladsen i HTH Herreligaen med tre point op til GOG, der dog har spillet en kamp færre.

/ritzau/