Tre er dræbt i knivangreb i park i Reading

20. jun, 22:21
En person er anholdt efter et knivangreb, hvor tre er døde, og to er sårede i en park i Reading, England.

Tre mennesker er dræbt, og tre er hårdt sårede efter et knivstikkeri i en park i den engelske by Reading lørdag.

Det bekræfter politiet til nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

The Thames Vally Police siger til AFP, at det har indledt en drabsefterforskning og behandler ikke knivstikkeriet som en terrorrelateret hændelse.

Over for nyhedsbureauet Reuters siger politichef Ian Hunter, at politiet dog stadig holder alle muligheder åbne angående motivet for angrebet, og politiet samarbejder med en antiterrorenhed.

De tre ofre blev erklæret døde på stedet, siger en unavngiven kilde til den britiske avis The Telegraph.

De oplysninger er ikke bekræftet af myndighederne.

En 25-årig mand fra Reading blev anholdt på stedet, skriver Reuters.

Billeder fra parken viser, at politi og lægehelikoptere er til stede.

Video fra parken, som Reuters ikke har kunnet verificere, viser mindst tre blødende personer på græsset, hvor de modtager hjælp fra ambulancereddere og politi.

Øjenvidnet Lawrence Wort fortæller til nyhedsbureauet PA, at der var mange mennesker til stede i parken, da en mand pludselig begyndte at græde af uforklarlige årsager og derefter angreb en gruppe på omkring ti personer.

Ifølge vidnet stak han tre personer hårdt i halsen eller nakken og under armene. Så vendte han sig rundt og begyndte at løbe mod vidnet, der flygtede fra parken.

Lokalpolitiker i Reading Jason Brock beder på Twitter borgerne om at holde sig væk fra parken, da politiet i øjeblikket håndterer en "alvorlig hændelse".

Britisk politi beder på Twitter borgerne om at afholde sig fra at dele videoer og billeder fra hændelsen.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, takker nødhjælp og politi på stedet.

- Mine tanker er hos alle dem, der er berørte af den rystende hændelse i Reading, skriver Boris Johnson på Twitter.

Parken i Reading har de seneste uger lagt græs til Black Lives Matter-demonstrationer. Britisk skriver på Twitter, at hændelsen ikke har noget med demonstrationerne at gøre.

/ritzau/