20210127-121629-L-1920x1280we
Regeringen ønsker altså blandt andet at give en mulighed for, at børn kan blive bortadopteret, inden de er blevet født, så børnene lige efter fødslen kan komme med deres adoptivforældre hjem. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen vil tvangsadoptere børn før fødslen

27. jan 2021, 11:06
Børns Vilkår ser positivt på regeringens plan om, at børn skal kunne blive tvangsadopteret med det samme.

Regeringen vil give mulighed for, at et barn kan blive tvangsadopteret, allerede inden barnet er blevet født, så det straks efter fødslen kommer hjem med sin adoptivfamilie.

Det er et af elementerne i udspillet "Børnene Først", som regeringen onsdag præsenterer i Eigtveds Pakhus i København.

- Nogle få forældre har så svært ved at klare forældrerollen, at de giver barnet en start på livet, der er præget af voldsomme omsorgssvigt, med alt for store konsekvenser for barnet, står der i udspillet.

- De børn skal vi beskytte bedre ved at sikre, at adoption kan forberedes under graviditeten og iværksættes allerede fra fødslen, lyder det.

Det er kommunerne, der har ansvaret for at overveje permanent adoption direkte efter fødslen.

Hos interesseorganisationen Børns Vilkår ser man positivt på idéen om at kunne bortadoptere børn med det samme.

- Det kræver selvfølgelig, at der er gjort et ordentligt forarbejde, og at det er gjort i god tid, siger direktør Rasmus Kjeldahl.

Han peger på, at de nuværende regler risikerer at sende børn ud i et tumultarisk forløb, fra de er helt små.

- Inden man får set sig om, har barnet i en tidlig og meget kritisk fase af dets liv boet ved op til flere familier. Så det med at bruge adoption noget oftere, også tvangsadoption, ser vi positivt på, siger Rasmus Kjeldahl.

Statsminister Mette Frederiksen annoncerede 1. januar 2020 i sin første nytårstale som statsminister, at hun så et behov for flere tvangsfjernelser af børn.

Et udspil har været ventet i lang tid, men det er blevet forsinket på grund af coronapandemien.

/ritzau/