Den brasilianske stjerne Neymar er ifølge den franske Avis L'Equipe en af tre coronasmittede PSG-spillere. Foto: Manu Fernandez/Ritzau Scanpix

Medie: Stjerne smittet med corona

2. sep 2020, 16:09
Den franske fodboldklub PSG skriver i en meddelelse, at tre spillere er blevet testet positiv for coronavirus.

Tre PSG-spillere er blevet testet positiv for coronavirus. Det oplyser den franske fodboldklub onsdag.

Den franske sportsavis L'Equipe skriver, at der blandt andre er tale om klubbens vel nok største stjerne, Neymar.

Han er sammen med de to argentinere Ángel Di María og Leandro Paredes for nylig kommet hjem fra den spanske ferieø Ibiza.

De to skulle være de øvrige smittede spillere.

Det fremgår ikke af klubbens egen udtalelse, hvilke spillere der er smittede.

Den franske klub oplyser, at alle sikkerhedsprotokoller bliver fulgt, og at alle spillere samt trænerstaben vil blive testet de næste dage.

Allerede mandag skrev klubben på sin Twitter-profil, at to spillere fra klubben var blevet testet positiv for coronavirus.

PSG oplyser ikke, om der onsdag derfor er tale om én ekstra spiller med coronavirus, eller om det er tre nye spillere, der er blevet smittet.

De franske mestre er ikke det eneste hold fra den bedste franske fodboldrække, der kan melde om positive coronaprøver.

I de seneste uger er spillere fra Lyon, Marseille, Rennes, Nantes og Montpellier ligeledes blevet testet positiv for virusset.

Det betød blandt andet, at kampen mellem Marseille og Saint-Etienne, der skulle være spillet 21. august, blev udsat.

Ligue 1 er modsat de andre store ligaer i Europa allerede begyndt, da ligaen ikke blev spillet færdig i sidste sæson.

PSG spiller dog først sin første ligakamp 10. september, da holdet spillede Champions League-finale mod Bayern München 23. august.

Den kamp endte med et 0-1-nederlag til de tyske mestre.

/ritzau/AFP