På trods af ugers uro og debat om formandsposten i Venstre, har flere af partiets centrale figurer ifølge avisen Jyllands-Posten undret sig over, hvor partiets formand Lars Løkke Rasmussen befandt sig. 

Nu skriver Jyllands-Posten imidlertid, at V-formanden har været et smut på Mallorca, hvor han blandt andet har besøgt restauranten Mesón C’an Torrat - angiveligt i selskab med tidligere cykelrytter Ole Ritter. 

- Sidst han var forbi her, var mandag i denne uge. Han var her sammen med Ole Ritter (tidl. cykelrytter, der har et hus på øen, red.), siger David Bronera, der arbejder på Méson C'an Torrat til Jyllands-Posten. 

Ifølge avisen bekræfter også en anden kilde, at Lars Løkke Rasmussen har befundet sig på Mallorca i denne uge. 

So what

Løkkes Mallorca-tur får kritik med på vejen fra blandt andet Mogens Høeg Hørning, der er kredsbestyrelsesformand på Djursland.

- Det er aldrig optimalt at tage væk, når der er uro på bagsmækken, siger han til Jyllands-Posten.

Også Colette Brix, folketingskandidat for Venstre i Gentofte er lident imponeret over formandens fravær. 

- Hvis firmaet er ved at gå ned, og det hele er ved at bryde sammen, ville man nok overveje, om man skulle på sådan en tur, siger hun. 

Venstre-veteran og folketingsmedlem Bertel Haarder kan dog ikke se problemet.

- So what, konstaterede han kortfattet overfor avisen.

Jyllands-Posten skriver endvidere, at flere centrale skikkelser i Venstre har kritiseret V-formandens tur sydpå, men de har ikke ønsket at stå frem med navn. 

Elevatorerne duer ikke 

Jyllands-Posten har forelagt kritikken af Løkkes tur til Mallorca for Venstres pressetjeneste, men fik ikke et svar retur.

Efter gruppemødet var Løkke heller ikke interesseret i at uddybe, hvordan han ser på den usædvanlige situation i det største borgerlige parti.

Efter mødet drejede han til højre, hvor journalisterne stod til venstre, og gik op på Christiansborgs tredje sal. Her forsøgte Jyllands-Posten at spørge til tilstanden i Venstre, mens formanden ventede på en elevator.

Har du en kommentar til den nuværende situation?

- Næ. Elevatorerne kører ikke. Den nuværende situation er, at der er knas med elevatorerne, sagde Løkke ifølge Jyllands-Posten.