20210111181418530_1000
En coronavaccine fra amerikanske Moderna blev 6. januar godkendt i EU. Foto: Pool/Reuters

Medie: EU vil købe flere Moderna-doser - men pris er steget

11. jan 2021, 19:30
Ifølge Reuters forhandler EU om at købe flere vacciner fra Moderna, der forlanger en højere pris end før.

Allerede inden de første doser af amerikanske Modernas coronavaccine er blevet leveret, forhandler EU om at købe flere.

Det viser et internt dokument, der er er ved at blive forberedt af det tyske sundhedsministerium, som Reuters har set.

To anonyme embedsmænd bekræfter over for nyhedsbureauet, at der er forhandlinger på vej.

En af dem siger dog, at det vanskeliggør forhandlingerne, at der forlanges dobbelt så meget for doserne som for dem, der allerede er bestilt.

Hverken Moderna eller EU-Kommissionen, som koordinerer forhandlingerne for EU, er vendt tilbage på Reuters henvendelse.

EU har allerede en aftale om at købe 160 millioner doser af vaccinen, der blev godkendt til brug i onsdags.

Vaccinen blev dermed den anden godkendt i EU. En vaccine fra selskaberne Pfizer og BioNTech blev godkendt kort inden jul.

Det betød, at den første dansker 27. december fik den første af to doser med coronavaccine. Siden er knap 1 ud af 50 danskere fulgt efter.

Danmark har modtaget 95.550 sendinger af vaccinen, der er sikret 9,2 millioner doser af - nok til at vaccinere 4,6 millioner borgere.

De første Moderna-doser ventes at ankomme til Danmark tirsdag. Leveringen er på 5000 doser, som alle ventes brugt i Region Syddanmark.

I uge 4 ventes der at komme 6000 doser, inden det i uge 5 skrues op til 16.000 doser og ugen efter 48.000 doser.

Af Modernas vaccine har Danmark sikret sig nok doser til at færdigvaccinere tre millioner personer.

Alle borgere i Danmark ventes ifølge en prognose fra Sundhedsstyrelsen at være vaccineret med andet stik 27. juni.

Det kræver dog, at flere vacciner bliver godkendt, da det endnu ikke vides, hvor mange doser om måneden Danmark vil modtage fra april og frem.

EU har indgået seks aftaler med selskaber om at købe de coronavacciner, de udvikler, hvis de bliver godkendt og kommer på markedet.

Ifølge Reuters er EU dog også tæt på at underskrive en aftale med selskabet Novavax om deres vaccinekandidat.

Samtidig forhandles der også med et ottende selskab - Valneva - om endnu en mulig aftale, siger anonyme kilder til nyhedsbureauet.

/ritzau/