En medarbejder på Region Nordjyllands store botilbud, Sødisbakke i Mariager, er tiltalt for at slå en stærkt udviklingshæmmede beboer. Foto: Janus Benjamin Jacobsen Gistrup - DR

Medarbejder på bosted tiltalt: Slog udviklingshæmmet beboer

14. sep, 14:45
Episoden er fanget på videoovervågning.

En medarbejder på Region Nordjyllands store botilbud, Sødisbakke i Mariager, er tiltalt for at slå en beboer. Det skriver DR.

Det var under den svært udviklingshæmmede beboers indlæggelse på et hospital på Sjælland, at den formodede vold fandt sted. Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, der har efterforsket sagen.

Beboeren har udover sit udviklingshandicap også epilepsi.

Episoden er fanget på videoovervågning.

Medarbejderen var sendt med fra Sødisbakke som støtte for beboeren, fortæller konstitueret områdechef på Sødisbakke, Anette Høg Blach, der beklager sagen:

- Det er meget beklageligt. Vi er alle meget påvirkede, når der opstår sådan en situation omkring vores borgere, siger hun.

Anette Høg Blach fortæller, at hun på grund af sin tavshedspligt kan sige meget lidt om sagen, men oplyser, at medarbejderen ikke længere er ansat:

- Det er klart, at vi tager sådan en formodet anklage særdeles alvorligt. Og det betyder selvfølgelig også, at vi handler i sådan en sag. Og vi har også handlet resolut, da vi fik kendskab til denne her politianmeldelse, siger hun.

Socialtilsynet er orienteret i sagen.

Sagen, der er én i en række dårlige sager for afdelingerne 'Kuben' og 'Skovbo' på Sødisbakke, gør indtryk på formand for Region Nordjyllands Socialudvalg, Vibeke Gamst, valgt for Det Konservative Folkeparti:

- Det er ganske forfærdeligt, at det overhovedet kan komme dertil, hvor man kan blive tiltalt for sådan noget. Det siger sig selv, at det ikke må forekomme, og nu er det altså forekommet alligevel.