MCH-koncernen beskæftiger i dag 250 fuldtidsansatte i MCH Messecenter Herning, Jyske Bank Boxen og MCH Herning Kongrescenter. Nu skærer man 66 stillinger som direkte konsekvens af coronakrisen (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

MCH Messecenter Herning nedlægger 66 stillinger

31. aug 2020, 10:47
Den aktuelle coronakrise får nu direkte konsekvenser for medarbejderne i MCH. Fem måneder uden indtjening og udsigt til langvarige følger af krisen betyder, at koncernen er nødsaget til at nedlægge hver fjerde stilling.

MCH Messecenter Herning nedlægger 66 stillinger som direkte konsekvens af coronakrisen.

Det skriver koncernen i en pressemeddelse.
 
- Vores forretning er baseret på, at mange mennesker mødes. Nedlukningen i marts og de efterfølgende restriktioner betød, at vi i mere end fem måneder hverken havde gæster, aktiviteter eller nogen form for indtægter, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.

I august var det muligt for MCH i begrænset omfang at gennemføre Formland-messen, der dog som forventet var betydeligt mindre end normalt. Koncernens øvrige aktiviteter indenfor kultur, møder og kongresser er stadig alvorligt ramt af forsamlingsforbuddet på 500 personer. Det betyder, at der er meget lange udsigter til en normalisering af MCH's forretning.

 - Det er en meget svær situation, vi står i, og den forværres yderligere af, at forberedelsestiden på vores arrangementer er meget lang. De stadigt gældende restriktioner samt usikkerheden omkring fremtiden betyder, at vi også har nedjusteret forventningerne til 2021 væsentligt, siger Georg Sørensen.

Når MCH A/S nu er nødsaget til at afskedige personale, skyldes det både de mange måneder uden indtjening og nedjusterede forventninger til de kommende år kombineret med, at lønkompensationen for medarbejdere nu udløber. Og selvom den nye arbejdsfordelingsordning indeholder positive elementer indtil nytår, er MCH stadig tvunget til at tilpasse virksomheden og organisationen.

 - Vi har gjort brug af lønkompensationsordningen så længe som overhovedet muligt, mens vi håbede på positive meldinger og mere afklaring om fremtiden. Ordningen har været den altafgørende årsag til, at vi har kunnet fastholde alle medarbejdere indtil nu, siger Georg Sørensen.

- Med lønkompensationens udløb og de fortsat meget usikre fremtidsudsigter, er det eneste ansvarlige for virksomheden og organisationen, at vi tilpasser os den uvisse virkelighed, vi kigger ind i, siger Georg Sørensen.

MCH-koncernen beskæftiger i dag 250 fuldtidsansatte i MCH Messecenter Herning, Jyske Bank Boxen og MCH Herning Kongrescenter.