Massetest to-go skal vende coronasmitten i Vollsmose

20210302172158530_1000
Coronasmitten fortsætter med at stige i Vollsmose i Odense, hvor der nu varsles nye tiltag. (Arkivfoto) Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
TEMA:Corona i Danmark
2. mar. 2021 17.56
Odense arbejder på at få et system op at køre, så borgere i Vollsmose kan blive testet i deres eget hjem.

Der skal laves massetest "to-go" i Odense-bydelen Vollsmose, hvor coronasmitten den seneste tid er steget.

Det oplyser Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), tirsdag eftermiddag på et pressemøde.

- I stedet for at beboerne skal møde ind til test, så kan de blive testet i opgangen, på gaden eller måske i lejligheden, siger han.

Initiativet, som kommunen arbejder på at få op at stå, skal være med til at få det høje smittetal i bydelen ned.

Peter Rahbæk Juel forestiller sig, at de, der opsøger borgerne for at minde dem om at blive testet, kan have testkit med, så beboerne kan testes i eget hjem. Og at det måske kan ske med de nye typer lyntest, der ikke skal så langt op i næsen.

- At der nu er kortere vatpinde, gør, at det alt andet lige er lettere at komme rundt med, siger borgmesteren.

De seneste syv dage er 76 personer i bydelen, hvor der bor omkring 9000 mennesker, bekræftet smittet med covid-19. Det svarer til 821 personer ud af 100.000 indbyggere, hvilket også kendes som incidenstallet.

Blandt de danske kommuner har Ishøj det højeste incidenstal. Det ligger på 345,6.

Der har ifølge Odenses borgmester indtil nu været udfordringer med at få testet borgerne i Vollsmose.

- Vi har haft opsøgende medarbejdere på banen over weekenden, har kommunikeret massivt via mange frekvenser, og der er gået fra dør til dør.

- Nu er der kommet hul på bylden, og vi ligger med relativt højere testtal søndag, mandag og tirsdag. Men vi er meget opmærksomme på, at vi skal endnu højere op, siger Peter Rahbæk Juel.

I første omgang afviser han, at det kan komme på tale, at borgerne skal tvangstestes.

- Men der er ingen tvivl om, at kan vi ikke få testmængden op, så kan det i yderste konsekvens komme på tale, lyder det fra borgmesteren.

En anden af udfordringerne i området er, at der er problemer med at få isoleret de borgere, som er blevet smittet med covid-19.

Kommunen er derfor i dialog med boligforeningerne om, at tomme lejligheder i bydelen kan bruges til det.

På pressemødet understreger stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen dog, at der ikke skal mange smittede til, før det betyder store ændringer i incidenstallet. Det skyldes det relativt lave antal beboere i bydelen.

Han understreger, at det er nødvendigt, at alle borgere over 12 år i bydelen bliver testet to gange om ugen.

/ritzau/