Maskinarbejde: Huden skrællede af Holgers arm

29. okt 2013, 14:30
Maskinarbejder Holger L. Pedersen blev allergisk overfor et nyt kølesmøremiddel på hans arbejde. Nu er han nødt til at læse varedeklarationer bag på hver eneste flaske opvaskemiddel og håndsæbe, han bruger derhjemme.

Holger L. Pedersen er heldig. Han har været maskinarbejder i 25 år, og det kan han blive ved med, selvom han fik alvorlig eksem af sit arbejde.

Han er en af de mange maskinarbejdere, der slår ud over for de kemikalier, de arbejder med. Faget er i top ti over job, og for mange betyder det et farvel til branchen.

I starten af året så det også sort ud for Holger L. Pedersen. Hans højre arm var nærmest hudløs og hævet til dobbelt tykkelse. Han havde begyndende blodforgiftning.

Problemerne var begyndt ni måneder efter, at hans arbejdsplads, Maskinfabrikken Wila, havde skiftet til et nyt køle-smøremiddel på alle maskinerne.

Lillefingeren begyndte at klø, og der kom vabler på den. En kollega fik det samme problem på sin hånd, og mente det var køle-smøremidlet.

Det sagde Holger L. Pedersens læge også, og gav ham salve og sendte ham til hudlæge.

I mellemtiden skiftede Holger l. Pedersen delvist til et andet arbejdsområde og brugte handsker oftere.

”Men da jeg kom til læge, var det for længst for sent. To-tre uger efter var hånden een stor vabel, og når man kløede på det, gik huden af,” siger han.

Kort efter begyndte det at brede sig op ad armen.

Slipper aldrig af med allergien

Da problemerne begyndte, gav Wila leverandøren tre måneder til at løse problemet. Uden held. Så fik Wila en arbejdsmiljørådgiver ind.

Hun konstaterede, at det var konserveringsmidlerne i den nye væske, der gav allergi. Maskinfabrikken skiftede til den gamle leverandør og købte blandt andet handsker og skiftede sæber og cremer til mere allergivenlige mærker.

Holger L. Pedersen fik penicillin for blodforgiftningen, og både han og de syv kolleger, der have fået eksem, er blevet raske, efter maskinfabrikken har skiftet kølevæsken.

Men allergien slipper han aldrig af med.

”Jeg har fået den her lange liste fra min hudlæge. Heldigvis slår jeg mest ud overfor konserveringsmidlerne i smøremidlet, men de findes også i mange flydende stoffer, man bruger hjemme,” siger han.

Skumsæbe gav nye problemer

Derfor må han nu tjekke varedeklarationen på opvaskemidler, sæbe shampoo, og hvad de ellers bruger hjemme.

Efter en lang periode, hvor det gik godt, var Holger L. Pedersen for nylig på hotel og vaskede hænder med den skumsæbe, der sad ved vasken.

”Så var det galt igen,” siger han.

Allergien er registret som en arbejdsskade, men han har ikke fået erstatning, for det er blevet sat til en mengrad på under fem procent.