Tæt på verden: Martyren afviser at være revolutionens helt

13. feb 2011
Wael Ghonim er El Shaheed martyren. Han samlede masserne på Facebook før oprøret i Egypten. Afviser at være en helt. Jeg skrev jo bare.

Den anonyme ”Martyr” El Shaheed, der drev de internetsider på Facebook, der opfordrede hundredetusinder til at demonstrere den 25 janaur i Egypten har fået et ansigt efter Wael Ghonim blev løsladt fra 12 dages isolation i Egyptisk fængsel med bind for øjnene.

Raseriet i gaderne har også et ansigt. Det er Khaled Said, en ung blogger fra Alexandria, som to politifolk tævede til døde på åben gade. Årsagen var, at Said havde offentliggjort en video på internet af politifolk, som delte ”rovet” efter en narkoarrestation. Trods flere vidner til drabet er ingen anklaget for ugerningen.

Lederne af demonstrationerne frygtede, at de skulle få en martyr udover de 300, som i dag i henhold til Human Rights Watch anses for dræbte af myndighederne. 1.300 er sårede, skriver Wall Street Journal. I øvrigt rapporteres om massevis af arrestationer og tortur foretaget af hæren.

Anonym organisator

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Wael Ghonim blev arresteret af egyptiske sikkerhedsstyrker under de store demonstrationer den 28. januar. Google chefen afviser at være leder af oprøret men indrømmer, at han er bagmanden for brugen af sociale medier lang tid før demonstrationerne indledtes. Se interview med ham med cc-engelske undertekster.

”Jeg gjorde det letteste – jeg gjorde ikke andet end at skrive,” udtaler den 30-årige far til to. Fra sin arbejdsplads i golfstaten Dubai oprettede han Facebooksiden “We Are All Khaled Said” i protest mod vold og korruption i landet. Omkring 400.000 samlede sig om hans slogan om at identificere sig med voldsofferet.

Medstifter af 6. april ungdomsbevægelsen, Esraa Abdel Fatak, som også har haft enorm indflydelse på demonstrationerne, beretter, at alle aktivisterne og deres venner efterhånden er arresteret eller forsvundet. Hun har samarbejdet med El Shaheed, men mødte ham først personligt den 20. januar ved en konference om aktivisme på internet.

Protesterne svulmer

Antallet af demonstranter stiger og stiger, arbejdere og sågar offentligt ansatte og journalister strejker eller møder op på Tahrir Pladsen i Kairo. Store mængder kom tirsdag for at høre Ghonim tale. ”Jeg er ikke en helt”, sagde han. ”De som er gjort til martyrer her er helte.”

Ghonim er ulykkelig over de mange døde og den vold, som myndighederne udløser ”Det var ikke min plan, og jeg hader det,” udtaler han og tilføjer, at det hele er ude af hans hænder.

Han har også oprettet Nobelprisvinder Mohamed el-Baradeis hjemmeside. El-Baredei er hjemvendt til sin fødeland Egypten i et forsøg på at mægle mellem oppositionsgrupperne og deltage i en overgang til demokrati.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.