Fem måneder efter at være blevet smittet med COVID 19 på sin arbejdsplads døjer den 35-årige slagteriarbejder Martin Pedersen stadig med eftervirkningerne. Foto: Rune Evensen, Fødevareforbundet NNF.dk

Martin fik COVID-19 på slagteriet: "Først kom sygdommen, så tog senfølgerne over"

23. dec 2020, 18:00
Slagteriarbejder Martin Pedersen er stadig hårdt ramt af følgevirkninger, efter han i sommers blev smittet med COVID-19 under udbruddet på Danish Crown i Ringsted. Derfor er han glad for, at Fødevareforbundet NNF har hjulpet ham med at få anmeldt sygdommen som en arbejdsskade, for han havde ikke haft overskud til at gøre det selv.

Denne artikel er oprindeligt bragt på Fødevareforbundet NNF.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Sidst i juli bliver slagteriarbejder Martin Pedersen ringet op af en kollega fra en anden afdeling på slagteriet. Kollegaen er blevet testet for COVID-19 og venter på svar, men han har det rigtig dårligt.

– Han råder mig til at blive testet, da vi har stået og talt sammen nogle dage forinden, fortæller 35-årige Martin Pedersen til Fødevareforbundet NFF.

Martin har ikke har nogle symptomer og vælger derfor at se tiden an, men da en skærestue bliver lukket ned efter par dage senere, beslutter han sig for at blive testet. Den første test er negativ, men da han får lavet en ny nogle dage efter, er resultatet et andet: Martin er positiv for COVID-19.

LÆS OGSÅ: Arbejdere bor i slumkælder midt i rigmandskommune: - Smitte har det perfekt her

– Jeg var igennem alt det, man hører om: Hovedpine, stivhed i nakken, smagløshed, ingen lugtesans, manglende søvn og mareridt. Det var tre måneder, hvor jeg sad i en stol i haven med min telefon i hånden og en kop kaffe ved siden af. Jeg kunne ingenting, siger Martin og tilføjer:

– Selve sygdommen varede en måneds tid, men forløbet er blevet forlænget, fordi senfølgerne tog over.

Fem måneder efter sin positive test kæmper Martin Pedersen fortsat med følgerne efter COVID-19:

– Jeg er stadig hårdt ramt. Der er helt almindelige ting, som at tømme en skraldespand eller aflevere pant, som jeg ikke kan tage mig sammen til. Det er ikke, fordi jeg er blevet doven, men jeg har simpelthen ikke noget overskud. Som det er nu, vasker min mor mit tøj, og jeg spiser hos hende tre-fire gange om ugen, så hun er sikker på, at jeg får mad. Ellers bliver det sådan noget færdigret, siger han.

Game over uden hjælp

Derfor er Martin også glad for, at Fødevareforbundet NNF har hjulpet ham og 102 andre kolleger med at anmelde COVID-19 som en arbejdsskade. For han havde ikke fået gjort det selv, erkender han:

– Det er supergodt, at Fødevareforbundet NNF har taget ansvar og hjulpet os. Kæmpe cadeau til dem for deres indsats. Hvis jeg ikke havde været til det møde og fået hjælp, så havde det været lidt game over for mig, for jeg får ikke selv udfyldt papirerne og sendt dem. Det har jeg slet ikke overskud til.

LÆS OGSÅ: Tillidsrepræsentant ramt af coronavirus: 'Jeg har aldrig været så syg i mit liv'

Udover den praktiske hjælp på mødet fik han også en følelse af, at han ikke er alene.

– Vi kunne snakke om, hvordan vi havde det, og hvordan vi havde oplevet det. Det var rigtig godt, fordi lidt af berøringsangsten blev taget af. Nogle af de andre fra mødet har jeg mødt sidenhen ude på slagteriet, fortæller Martin, som vendte tilbage til slagteriet midt i november, selvom han endnu ikke er helt frisk.

Heldigvis har han fået et 'praktisk job', som han selv kalder det. Hans opgaver er ikke tidsbestemte, og andre er ikke afhængige af hans arbejde og omvendt. Men det er hele tiden en balancegang for ham. Anstrenger han sig for hårdt, bliver han straffet.

– Jeg kunne godt mærke det, da jeg havde kørt på i to dage. Så kom jeg hjem kl. 10.00 og havde det ad helvedes til. Fuldstændig udmattet på alle parametre og stiv i kroppen, fortæller han.

"Målet er at komme på arbejde hver dag"

Hvordan fremtiden kommer til at se ud, ved han ikke. Lige nu prøver han at tage en dag ad gangen.

LÆS OGSÅ: Pernille mistede sin søn og blottede sin sorg for offentligheden: Nu giver arbejdet pote

– Målet er at komme på arbejde hver dag. Også de dårlige dage, hvor jeg ikke har sovet om natten og har ondt over det hele. Så tager jeg på arbejde og prøver at følge med. Men man snyder jo alle, fordi man har pokerfjæs på, siger Martin Pedersen og fortsætter:

– Nogle kollegaer har sagt: "Du ser da ikke så syg ud, og vi kan da stå her og snakke". Men de ved jo ikke, at når jeg kommer hjem, så kan jeg ikke huske, hvad vi har snakket om. Det er, fordi jeg lige mander mig op. Jeg prøver at være åben omkring min situation, men det er ikke nemt – jeg plejer jo aldrig at fejle noget. Jeg tror dog og bilder mig selv ind, at det går langsomt fremad, siger Martin.

Udover Martin Pedersen har 102 kolleger, som blev smittet på slagteriet i sommer, fået hjælp af Fødevareforbundet NNF til at anmelde COVID-19 som en arbejdsskade.