Det er selvfølgelig rigtig positivt, at de ikke har haft behov for os studerende, siger sygeplejestuderende Maria Ellegaard Andersen, der er tilmeldt en corona-jobbank. Foto: Privatfoto

Maria tilmeldte sig corona-jobbank: 'Siden har jeg ikke hørt mere fra dem'

22. apr, 06:05
Sygeplejestuderende Maria Ellegaard Andersen er en af de mange tusinde danskere, der har tilmeldt sig regionernes corona-jobbanker, og som er klar til at springe til, hvis coronasituationen løber løbsk. Foreløbig har det ikke været tilfældet.

Som sygeplejestuderende var den 22-årige Maria Ellegaard Andersen fra Horsens ikke i tvivl om, at hun gerne ville hjælpe til under coronakrisen. Derfor var hun hurtig til at melde sig til den corona-jobbank, som Region Midtjylland søsatte i midten af marts.

I regionen var der stor bekymring for, at covid-19-pandemien ville ramme sygehuse og hospitaler og skabe mangel på sundhedsfagligt personale. På den baggrund blev især pensionerede, ledige og studerende inden for sundhedsfaglige områder opfordret til at melde sig til jobbanken.

LÆS OGSÅ: Ny corona-jobbank: Mere end 1.500 har tilbudt hjælp

Og tusinder af jyder meldte sig ligesom Maria Ellegaard Andersen. Kort tid efter etablerede landets øvrige fire regioner en tilsvarende jobbank.

Men som A4 Arbejdsliv skriver onsdag har ingen af regionerne haft brug for at trække særligt meget på jobbankerne. Langt de fleste tilmeldte har som Maria Ellegaard Andersen ikke fået andet end en kvittering som tak for tilmeldingen.

- Siden har jeg slet ikke hørt mere fra dem. Det var jo ikke, fordi jeg håbede, at der blev behov for os, men det havde været rart med en form for udmelding om, hvad de forventer, der vil ske. Jeg ved ikke, om der på et tidspunkt bliver brug for os, nu hvor samfundet åbner mere, siger hun til A4 Arbejdsliv.

Ville gerne have været midt orkanens øje

Som studerende på femte semester på VIA UC Horsens har Maria Ellegaard Andersen allerede været ude i praktik seks gange, og derfor føler hun sig godt klædt på til at hjælpe i et nødberedskab, hvis der bliver behov for hendes arbejdskraft.

Hun lægger da heller ikke skjul på, at det ville have givet god erfaring at arbejde på en afdeling med covid-19-patienter.

- Generelt er det en kæmpe mulighed som sygeplejerskestuderende at komme med i nødberedskaber. I forhold til det faglige kunne det have været spændende at opleve, hvordan sundhedssystemet fungerer under sådan en krise, siger hun.

Samtidig understreger hun, at hun ikke er skuffet over, at der ikke har været brug for hendes arbejdskraft.

- Jeg har fuld forståelse for, at man primært har valgt at indkalde dem, der allerede er uddannet. Det er selvfølgelig rigtig positivt, at der ikke har været behov for os studerende, for regionen havde nok taget kontakt, hvis man havde haft behovet, siger Maria Ellegaard Andersen.

Der er i dag registreret omkring 5.000 personer i Region Midtjyllands jobbank. Men blandt andet fordi mange af ansættelserne sker lokalt, har man endnu ikke et samlet tal for, hvor mange af de tilmeldte i jobbanken, der indtil videre er blevet aktiveret.

Klar hvis behovet opstår

Ifølge Bente Gjørup, kontorchef i Koncern HR i Region Midtjylland, er det dog langt færre end forventet.

I de andre regioner har efterspørgslen på ekstra hænder på sygehusafdelingerne heller ikke været i nærheden af det, man havde frygtet. Eksempelvis har Region Syddanmark kun haft behov for at aktivere én procent af de i alt 2.208 personer, der har tilmeldt sig jobbanken.

Bente Gjørup understreger, at ingen ved, hvordan udviklingen med smittespredning vil gå, og derfor ønsker regionen at bevare kontakten til de tilmeldte i jobbanken.

Og hvis det på et tidspunkt skulle blive aktuelt, står Maria Ellegaard Andersen fortsat klar, forsikrer hun.

- For mig vil der ikke være forskel på, om det er nu eller senere, jeg skal træde til.